Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
repræsenterer Forfatteren selv. Det er betegnende, at Romanerne
bærer denne Hovedpersons Navn: René, Adolphe, Delphine, Corinne.
Det æstetiske Forsvar for denne Ensidighed fører, som rimeligt er,
Fru de Staél. Det er i Corinne, hvor hun kommer ind paa at tale
om Malerier med mange Figurer og i Virkeligheden udtaler sig om
sine egne Romaner, naar hun siger: „Denne Genre er utvivlsomt
meget vanskelig, men Udbyttet staar ikke i noget rimeligt Forhold
til Arbejdet. De Skønheder, den rummer, er altfor uordentligt blan-
dede imellem hverandre, eller ogsaa maa man for at finde dem gaa
altfor meget i Enkeltheder. Den Concentration af Interessen, som
er et Livsprincip for Kunsten som for alt andet, maa nødvendigvis
brydes sønder i Kunstværker af denne Art.“ .
I den Grad er Digteren optagen af sig selv, at alt andet og selv
den anden Part i Kærlighedsforholdet svinder ind til intet. „Jeg vil
begynde paa en Roman om min egen Historie", skrev- Constant
1807 i sin Dagbog, og hvor omhyggeligt han fulgte den Plan kun
at skrive om sig selv, ser man allerklarest, naar man sammenligner
det Billede, Fru de Stael har givet af sig selv i sine Romaner, med
hendes Spejlbillede, Ellénore, i Adolphe. Til Gengæld er da Mæn-
dene hos Fru de Stael, Léonce og Oswald, ganske livløse til Trods
for deres livlige Fagter: den skønne, i alle Livets og Kunstens Far-
ver spillende Corinne ombejles ikke af levende Væsener men af
Englands og Frankrigs saakaldte „Nationalkarakterer"! Det virke-
lige, sjælelige Sammenspil mangler overalt, Romanerne bestaar af
en Hovedperson, der faar Stikreplikkerne af de andre Personer, som
ses i et Halvmørke.
Men her er der en Roman, som ene midt imellem de andre, ikke
blot antyder, i hviken Retning Udviklingsmulighederne ligger, men
som paa enkelte Punkter gaar forud for sin Tid og er det 19de
Aarhundredes første nye Roman. Det er Constants Adolphe, der
allerede er nævnet, fordi den i meget er de andre Romaner saa lig.
Constant selv har sikkert ikke anet, hvori det Nye egentlig bestaar.
Man maa have læst Chateaubriands og Fru de Staels Romaner
umiddelbart før Adolphe for ret at føle Forskellen. Hos Chateau-
briand finder man Farven, i Fru de Staels Skildringer Varmen,
der kan stige til Glød, hos Constant Klarheden og Kulden. Men
han naaede ikke til denne Klarhed uden smærtelig Kamp, han erhver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
