Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MÉRIMÉE - . 1 3
En hensynsløs Dom over Tiden, en hensynsløs Sandhedsdrift i
Sjælestudiet, en dyb Foragt for det smaaborgerlige Vaneliv og ende-
lig en altbetvingende erotisk Higen, det er Summen af Stendhals
Romaner. Analysen er her drevet ud til det yderste, saa langt, at
Romanens Rammer i Virkeligheden er sprængt og Afhandlingen i
Form af Monolog traadt i Stedet for.
Det var denne Skribent, Balzac og Mérimée hyldede. Og som
Julien, saaledes skulde ogsaa Balzacs Rastignac udraabe sit å nous
mod det Samfund, i hvilket de levede.1)
Det er interessant og smukt at sé, hvorledes de Forfattere, der i
litterær Henseende arbejder sammen og sætter hinanden i Gang
som Hjulene i et Urværk, ogsaa i Livet mødes, saaledes at deres
Skæbne knyttes sammen. Enten i Kærlighedsforhold som Fru de
Stael — Constant, George Sand — Musset, eller i Venskabsforhold
som Beyle — Mérimée eller senere George Sand — Flaubert. Livet
synes En et Øjeblik mindre urimeligt, mindre tilfældigt, naar de,
som hører sammen, finder hinanden. Den litterære Udvikling i
denne Periode, underbygges i den Grad af Liv, at den synes usæd-
vanlig klar. Litteraturhistoriens Paragraffer bliver levende, det er
ikke Historikeren, som laver dem og fører alle disse Mennesker
sammen for at skabe Oversigt. Her er naturlig Vækst.
Stendhals Korrespondance indledes af Mérimée med en lille Af-
handling, i hvilken den bedste Karakteristik af Digteren er givet
med de færrest mulige Ord. Saa knapt og sikkert skriver den Yngre
kun om den ældre, han har forstaaet fuldt ud. Mérimées Produktion
er da ogsaa paa flere Punkter af samme Art som Beyles, Georg
Brandes har nøje paavist det i Den romantiske Skole i Frankrig.
Og dog har sikkert Augustin Filon, Mérimées franske Biograf
Ret, naar han mener, at der af Fortælleren kun vil blive nogle
Sider tilbage, medens Brevene vil bevare hans Navn. Skylden
ligger ikke hos Mérimées Kunst, hvis man ved Kunst vil forstaa
Evnen til at fortælle, til at tegne en Person med Streger, der ikke
et Nu ryster, til at fremstille en Situation med det geniale Over-
blik. Colomba, Carmen, Lokis, Vénus d’Ille, Matteo Falcone — man
behøver blot at nævne saadanne spredte Navne fra Mérimées Ver-
den for at fremkalde sære og stærke Indtryk. Kunst i at se og Kunst
J) Stedet findes i Le Rouge et le Noir I S. 76 (Collection M. Levy).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
