Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
foreløbige Afslutning. Det er George Sand. Ved hende naaer den
franske Roman saa vidt, som den under de givne Forhold kunde.
Hun staar nemlig i samme Forhold til sin Kunst som alle de tid-
ligere Skribenter — Mérimée undtagen —, der hidtil er betragtede.
Forholdet var dette, at Digteren sagde: der er hændet mig noget,
og nu maa jeg give det Udtryk. Saa skrev han uden anden Kon-
trol end sin Følelse. Han var sig selv nok. Om noget Forbund
med andre Aandsmagter var der ingen Tale; selv om Sjælestu-
diet blev drevet med videnskabelig Sans, anvendtes ikke nogen
videnskabelig Metode. Udsprunget fra det personlige Opgør ved-
blev Romanen at bære dette personlige Præg. Dette personlige
Indskud omformes saa paa mange Maader efter hver Digters Indi-
vidualitet, der hulkes, klages, trues eller haanes, den samme Me-
lodi gennemsynges i alle Stemmer.
Men Akkompagnementet skifter. Først er det Skovenes Susen,
lidt efter lidt kommer det til at bestaa af Menneskers Stemmer.
Svagt, fjærnt til en Begyndelse, saa stigende, hos George Sand og
Balzac — thi i meget kan de tages sammmen — er der to jævn-
byrdige Magter, som forenes. Der er til en Begyndelse forunderlig
folketomt i Romanerne, derfor bliver der ogsaa et tomt Rum mel-
lem Personerne og Læseren. Hvor er ikke Chateaubriands og Fru
de Staéls Romaner langt borte — havde man ikke Litteraturhistori-
kerne til at slaa Bro mellem dem og os, man naaede vist næppe
derover. Men efterhaanden befolkes det tomme Rum, og det, som
fortælles, faar Bud til flere og flere. Det, der skal drøftes, bliver
stort ikke blot for den ene men for os alle, Romanerne bliver ikke
blot et Skrig af Smærte, som Oplevelsen aftvinger, men et Opgør
og en alvorlig Samtale. Mange Gange har vi set Digterne gøre Til-
løb dertil, men først hos George Sand og Balzac er Forbindelseri
med Læseren egentlig fastslaaet.
Det er interessant at se, hvorledes dette nære Forhold til Livet
giver Digterne en Kraft, som deres Forgængere ikke havde. Jordens
Børn suger Kraft af Jorden. George Sands og Balzacs Produktioner
er Kæmpers, thi de søgte ikke Afløb for deres Virksomhed noget
andet Sted — de var ikke Politikere, Kritikere, Lyrikere eller Kunst-
enthusiaster, som skrev et Par Romaner ved Siden af alt det andet.
For første Gang træffer vi her to Kunstnere, der aander, lever
0^ C\Å. V-Al-T’A. l ** eA/’-NX/-r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
