Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet — Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
befattet Taarerne, Forfærdelsen og Smerten." Hvilken Styrke i
Øjeblikket. Naar Forfatteren ved atter og atter at sætte sig blandt
Tilskuerne har afluret dem deres Svagheder, benytter han sig af
sin Viden, naar han skal skrive. Folk holder af at græde — her er
Graad! Af at le — her er en Vittighed. Af Spænding, af Overraskelse,
af en hurtig Opløsning — her er det alt. Dumas’ Skuespil, der har
en Dialog, som uden at gengive Livets Ord, ejer en bedaarende
Rigdom af Vid, Følsomhed og Elegance, gik Hundreder af Gange i
Træk.
Men hvilken Svaghed er dette Princip ikke. i det lange Løb.
Publikum er jo ikke altid det samme. En skøn Dag bliver de, som
nu fylder Theatrene, gamle og viger Pladsen for deres Børn, nye
Lag i Samfundet skyder sig frem og danner et nyt Publikum, nye
Idéer faar Kurs, ny Morskab, nye Mennesker. Den Theatersal, i
hvilken Dumas’ Personer bevæger sig, bliver kedsommelig, Proble-
merne udspilles mellem Damer og Herrer, der ikke har andet at
gøre end at konversere — og en skøn Dag er det hele Dumas’ske
Theater dødt. Man kunde svare, at Idealerne, for hvilke han kæm-
pede, er de samme endnu og derfor kunde bevare Skuespillene.
Men dertil maa man sige, at det ikke blot er i Behandlingen af Pro-
blemerne, men ogsaa i selve den Maade, paa hvilken han stiller
dem op, at Dumas ofrer Sandheden for Publikums Skyld. Han tager
atter her ikke Hensyn til Livet, men til Effekten, han ser ikke det
menneskelige, men det teatralske. Tager man alt bort, Dialog, Hand-
ling, Opløsning for at naa ned til Formlen, til Regnestykket, Logik-
ken, som Dumas kaldte det, saa vil man finde, at saaledes stiller
Livet ikke Formlen op, det er ikke her, det almenmenneskelige findes,
eller ogsaa vil man opdage, at selve Problemet er ganske fladt. Det
synes, for blot at tage to Eksempler paa de to Arter, det synes os
ganske flovt at anvende en uhyre Veltalenhed paa at bevise, at
Suzanne, der er et fordærvet Menneske og ikke kan forbedres, ikke
bør ægte en ung Mand, hun ikke elsker — der er intet evigt i
dette; og det synes os paa samme Maade uendelig overfladisk at
behandle Spørgsmaalet om det uægte Barn saaledes, at Barnet, der
forlades af sin Fader, faar en ideel Opdragelse af en elskelig Moder,
der er hovedrig, fordi hun, som var Arbejderske, da hun blev forført,
arver en Formue efter en ung Mand, der tilfældigt levede i Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
