Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\ Flaubert har elsket sin Længsel efter hende højere end hende selv.
INaar hun bebrejdede ham, at han ikke kom til hende, havde han
altid Svar paa rede Haand: han kan ikke forlade sin Moder, han
’er dømt til at blive hjemme, saadan er hans Liv nu engang.
Og han tog da i Fantasien alt det, som Virkeligheden nægtede
ham. Han hører hendes Kjole suse bag sin Ryg, naar Sommervinden
løfter Portieren, han ser hende for sig, naar han sidder bøjet over
hendes Breve eller stirrer op mod Stjærnerne, han bliver stundom
som et Barn i disse natlige Timer, hvor han i udførlige, glim-
rende formede Breve skriver sig fra Livets Lys og Lykke. Han er
fuldt oprigtig, men hvor skulde han kunne forstaa sig selv mellem
disse fire Vægge, som altid giver ham Ekkoet af hans egen Røst
tilbage? Han føler sig ældet — og det er intet Komediespil, han er
det jo virkelig, han, som vandrer mellem saa mange Grave, og som
intet vil. Han krænger i saadanne Øjeblikke sit Indre ud for hende,
skriver atter og atter om sig selv. Og naar hun som den praktiske
søger at faa ham derfra og beklager ham, fordi han er formuende
og ikke behøver at arbejde, saa svarer han med Alvor og en vis
selvbevidst Højhed, at netop i.denne Selvanalyse, just i denne Trang
til at finde Sorgen bag Glæden og det store Intet bag Sorgen lig-
ger hans Grund til at være, hans Kald. Han forsvarer i saadanne
Øjeblikke den Poesi, han endnu kun delvis havde skrevet.
Men samtidig er han ung og længes. Derfor er der en forunder-
lig Skurren i hans Breve. Mod et Udbrud som dette: „Naar jeg be-
tragter en Kvinde, kan jeg ikke lade være med at tænke paa hen-
des Skelet“ — det er i et af de første Breve, den taalmodige Fru X
faar denne Kompliment —-
, staar en ren barnlig lyrisk Improvisation
som derine: „Sommerfuglene flagrer omkring mine Lys, og gennem
de aabne Vinduer mærker jeg Nattens Duft. Sover Du nu? Staar
Du ved Vinduet? Gaar Dine Tanker til den, som tænker paa Dig?
Drømmer Du? Sig mig da Drømmenes Skær.“
Al denne Ungdom ligger i Flaubert, og da han ikke har. Kraft og
Mod til at bruge den, vrænger han ubevidst af den. Hvis hans Al-
: vor ikke havde været saaKIyb, var han blevet Ironiker overfor sig
■
vselv, nu blev han en Selvplager, og naar han i disse Kærligheds-
» breve vil fly fra sig selv og hende, da har han atter Kunsten, den
Kunst, der er ganske upersonlig, hvor Forfatteren helt har skjult
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
