Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
__ __ t
vanskeligt tilgængelige, i samme Forhold som Flauberts Lærdom steg.
Grundtanken — der er den samme som Leconte de Lisles —, at
den, der gennemtrænger de forskellige Religioner, vil finde deres
Lighed og derved forfærdes over Troskampenes Overflødighed og
de Begejstredes Vildfarelser, denne Tanke, som er Granskerens dybe
Hemmelighed, underbygger Flaubert med et religionshistorisk Ma-
teriale, der er vanskeligt at gennemtrænge. Alle de forskellige Ti-
ders Guder drager forbi Antonius’Klippehule, en vild Jagt, der stun-
dom kun efterlader Klangen af ukendte Navne, men stundom ogsaa
standser for at lade os skue ind i digteriske Syner, hvor Prosaens
korte Sætninger virker som en vidunderlig og mægtig Poesi. Gæl-
der det for alle Flauberts Bøger, at de vrangvilligt ligesom den
menneskefjendske Eneboer aabner deres Dør for den, der kommer
ilfærdigt og kun vil stifte et flygtigt Bekendtskab, saa gælder det
mest af alt om denne Bog. Men for den, der vender tilbage, og
gransker snart den græske Verden, snart de kristne Martyrer, snart
Djævelens Fristelser — for blot at nævne nogle Partier — og for
den danske Læser, som ærligt lægger den franske Original til Side,
hvis Vanskeligheder for de fleste er uoverstigelige, og griber Mi-
chaelis’ Mesteroversættelse, vil dette Værk aabne sig med en for-
underlig Skønhed, der luer bag de korte Ord.
Antonius Fristelser er Flauberts, det er Stemningen og Eftertan-
ken, som kæmper om Antonius, Lyset og Natten. Antonius er ene
paa Toppen af et Bjærg i sin Eremithytte, han mindes svundne Dage,
han længes. Trækfuglene flyver over hans Hoved.
„Ak, hvor jeg gærne vilde følge dem!
Hvor ofte har jeg ikke ogsaa stirret misundelig paa de lange
Baade, hvis Sejl ligner Vinger, navnlig naar de gled bort med Men-
nesker, jeg havde haft hos mig! Hvor vi havde det godt sammen!
Vore Hjerter mødtes! Mest af alle fængslede Ammon mig; han
fortalte mig sin Rejse til Rom, om Katakomberne, Colosseum, og
de navnkundige, fromme Kvinder, og om tusind Ting endnu! . . .
Og jeg vilde ikke rejse med ham! Hvorfor vil jeg dog blive ved
at føre et saadant Liv? . . .“
Og alle de tunge Spørgsmaal trænger ind paa ham: hvorfor er
han ikke gaaet i Kloster, dér er dog Virksomhed; eller hvorfor er
han ikke blevet Præst, saa kunde han dog hjælpe andre. Ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
