Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udenfor Kirken var der Plads til ham. En Lærd kunde han være
blevet, omgivet af unge Elever, eller Soldat — „jeg var stærk og
dristig." Han kunde ogsaa for sine Penge have købt et Toldforpag-
terembede ved en Bro, saa kunde han have hørt paa de Rejsendes
Fortællinger og set paa de kuriøse Ting, de førte med sig. Aleks-
andrias Købmænd sejler paa Festdagene paa Canope-Strømmen og
drikker Vin af Lotuskalke. Landmanden ser ud over al sin Ejen-
dom’, Markerne, Jagtdistrikterne, Vinhaverne og de tærskende Ok-
ser. „Hans Børn leger paa Jorden, hans Hustru bøjer sig over ham
for at kysse ham.“
Paa en Baggrund af disse Følelser, der alle kendes fra Flauberts
Breve, rejser Synerne sig for Antonius: der er Drømme om Mad,
Guld, Smykker og Dolke til at dræbe med; Aleksandria viser sig i
al sin Skønhed; Dronningen af Saba kommer i sin straalende, hid-
sende Pragt, og saa Gudernes vilde Tog. Atter frembringer Flau-
bert et Værk, der omfatter ham selv og Menneskeheden paa samme
Tid, hans egen Ensomhed og den universelle Ensomhed, thi Men-
nesket er ene, et viljeløst Offer for Vildfarelse og Illusion, et for-
ladt Fnug i Uendeligheden, som kun Videnskaben vover at befare,
ene som Sfinksen, der synker dybere og dybere ned i Sandet, me-
dens den skuer ud over Verdener, som opstaar og forgaar. „O Fan-
tasi, løft mig paa Dine Vinger for at min Sørgmodighed kan blive
lindret", raaber Sfinksen til Kimæren, men den lette Drøm kan
ikke bære Jordens tunge Gaade. Det er Georg Brandes, som har
set den dybe Bekendelse, der ligger i denne Scene,1) det store Op-
gør, som maatte findes i dette Værk, der af det ene Arbejdsaar i
-Flauberts Liv overdroges det næste som en tung Arv.
Salammbo, en gylden Drøm, der farer forbi Antonius, han griber
efter den, men hans Øjne blændes, han synes, at han vader i Blod,
i Vin, i alt, hvad der er rødt og flammende, og i et Skær af Ild
svinder en skøn Kvinde bort fra hans begærende Blik — L’éduca-
tion sentimentale, Hverdagens Rædsler, der fra Dalen stiger op imod
Antonius som en kvælende Røg fra de lave Hytters Skorstene. Li-
vet bliver endnu tungere, endnu meningsløsere for ham, hans Øjne
blændes, det svider i dem, og i en graa, sørgmodig Taage svinder
den skønne Kvinde som bag et Hav afTaarer. Salammbo, L éduca-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
