Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
% >’ %
$
f Øjeblikke. Den Dag, Rougon falder, slipper Zola ham, thi han in-
| teresserer ham ikke mere. Mellem Rougons Fald og hans Genop-
| rejsning gaar der tre Aar, som Zola ikke skildrer — i flere af hans
| Romaner, findes saadanne Spring over Aar, hvilket en virkelig For-
I
J dybelse i Personernes Sjæleliv vilde forbyde. Han kunde jo heller
ikke under den kolossale Produktion faa Tid til at leve sine Per-
soners Liv helt. Han har forstaaet (snarere end iagttaget) en Række
afgørende Scener, med dem som Udgangspunkt for sin Tanke og
som Endepunkt for sin Skildring skriver han alt det øvrige. Det
gælder om at faa alt det Udfyldende med saa summarisk som mu-
ligt, derfor kan han tillade sig Opremsninger af Fakta, der er hen-
tede direkte fra hans Dokumenter, ikke blot som alt nævnet i de
første Bind, men i alle de andre, selv hvor Handlingen fordrede en
rask Fremadskriden. Hans Romaner bliver derved stundom ganske
tør Historieskrivning, som lader Læseren fuldstændig uberørt. Saa-
i "
ledes præger Zolas Arbejde altsaa Bøgernes Teknik: de er tunge,
altfor omstændelige, Beskrivelserne breder sig paa Samtalernes Be-
kostning, Personerne rykkes ind i det Milieu, der har skabt dem,
men mister derved noget af deres eget Liv, de indføres af Forfat-
téren rried en summarisk Opremsning af deres Skæbne indtil det
| Øjeblik, han skal bruge dem — Romanerne er Viljespoesi og ikke
I Stemningspoesi.
Søger man fra Tekniken til Bøgernes indre Liv, til det, som
er Sjælen i dem og forbinder dem med Zolas Sjæl, da yil man sé
det samme, at det er et Arbejdsmenneske, der har skabt dem.
I Fortalen til L’assommoir skrev Zola om sig selv: „Mit Arbejde
vil forsvaré mig. Det er et sanddru Værk, den første Roman om
Folket, der ikke lyver, og som har den rette folkelige Lugt. Og man
kan slet ikke fra den slutte, at hele Folket er slet, thi mine Per-
soner er ikke slette, de er blot uvidende og ødelagte af det Milieu
af haardt Arbejde og Nød, i hvilket de lever. Men det er nødven-
digt at læse mine Romaner, forstaa dem, se dem klart som en Hel-
hed, førend man afsiger de kategoriske, latterlige og hadefulde
Domme, der verserer om min Person^ og mine Værker. Ak, hvis
man anede, hvor mine Venner morer sig over den forbløffende
Legende, med hvilken man fornøjer Mængden! Hvis man vidste, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
