Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skyld til den gamle, liderlige Monark, til den berømte og mod-
bydelige Olding.“ Og Maupassant ser dem for sig fra de ældste
i
Tider. Den samme Kvinde om igen: Agar, Ruth, Loths Døttre, den
brune Abigail, Jomfruen fra Sunnam, som med sine Kærtegn kaldte
den døende David til Live–––––-
Det dobbelte Jeg i denne Fortælling giver den baade Dybde og
Udstrækning i Tiden, disse to Fortællere lukker hver sin Port op
ud imod Evigheden og Mystiken. Saaledes forklarer Maupassant
det selv i Slutningsordene: „Jeg har bevaret et uforglemmeligt Ind-
tryk af denne Aften. Alt, hvad jeg havde set, følt, hørt, gættet, Fiske-
riet, maaske ogsaa Blæksprutten, og denne gribende Fortælling
midt imellem de hvide Skikkelser paa Tagene rundt om, alt syntes
at strømme sammen i et mægtigt Indtryk. .Saadan hænder det un-,
dertiden, Livets Hemmeligheder, der ellers spredes i Dagenes Til-
fældigheder, fortætter sig pludseligt i et enkelt Møde, i en enkelt
Kombination, som man ikke kan forklare.“
Man mærker, at man blideligt er ført ud paa de dybe Vande, og
betaget stirrer man ned i det uendelig klare Væld.
Saaledes er Maupassants Form. Bevidst eller ubevidst søger han
altid den Form, i hvilken han kortest muligt siger det mest mulige.
Jo mere ubevidst dette er sket, desto dybere Karakteristik af hans
Personlighed ligger der i det. Han har næppe med fuldt Overlæg
hver Gang beregnet hvilken Form, der passede bedst, det kunstne-
riske Arbejde i ham har været langt uvilkaarligere, han var saaledes
indrettet, at han ved enhver Begivenhed, der gjorde Indtryk paa ham,
søgte til det Punkt, hvorfra den overskuedes klarest og— hurtigst.
At det var denne Fremgangsmaade, som var ham naturligst, ses
allertydeligst af de to Romaner, han skrev samtidig med sine første
Fortællinger: Une vie (1883) og Bel-Ami (1885). Disse Romaner,
der er saa berømte ved deres Frisprog og uforfærdede Sandheds-
drift, staar som Kunst betragtet under de bedste af Fortællingerne.
Naar Maupassant vil sige alt, naar han i store, sammenhængende
Skildringer vil oprulle et Billede af et Menneskeliv, saaledes som
Flaubert havde gjort det, mangler han Taalmodigheden. Han bliver
træt, han henfalder til Referatet, hele Indledningen til Une vie er
kedelig. Kun hvor han kommer til saadanne Optrin, der ligesom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
