- Project Runeberg -  Robinson Crusoe : liv og eventyr. 1 /
224

(1919) [MARC] [MARC] Author: Daniel Defoe Translator: Thomas Vetlesen With: Keeley Halswelle
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

224
der forbi, taalte at se dem. Alt dette utforte Fredag noiagtig og
utslettet sporene eiter de vildes ophold der saa godt, at da jeg
siden engang gik derhen, kunde jeg neppe kjende stedet igjen uten
paa den skovsnip som vendte mot den kant.
Nu begyndte jeg en samtale med mine to nye undersaatter. Jeg
lot Fredag utsporge sin far bvad han mente om de vilde som var
undsluppet i kanoen, og om vi maatte frygte for at de vilde komme
tilbake med en for os uovervindelig magt. Forst gik hans forme
ning ut paa at de vilde umulig kunde ha overlevet den storm som
blæste den nat, men nødvendigvis maatte være druknet, eller og
saa drevet sydover til den anden kyst. hvor de kunde være likesaa
sikre paa at bli opætt som paa at -drukne hvis de blev drevet til—
havs. Hvad de vilde gjore om de naadde sin kyst i god behold,
kunde han ikke sige. Dog mente han, at de ved den maate hvor
paa man hadde angrepet dem, ved knaldet og ilden, var blit saa
frygtelig skræmt, at de sandsynligvis vilde fortælle sit folk at de
res kamerater var blit dræpt av torden og lynild, ikke av menne
skehaand, og at de to skikkelser som hadde vist sig for dem, nem
lig Fredag og jeg, var to himmelske aander eller hevnguder som
var steget ned for at odelægge dem, men ikke mennesker med
jordiske vaaben. Han la til at derom var han overbevist, ti han
hadde hort dem rope det til hverandre i sit sprog, fordi det var
umulig for dem at forståa at mennesker skulde kunne slynge ild
og tale torden og dræpe i fråstand, saaledes som det her var gjort.
Og dette hadde den gamle vildmand ret i, ti som jeg siden har
hort fra andet hold, har de vilde aldrig siden vaaget at komme
over til vor o. De var blit saa skræmt av hvad de hadde hort
av hine fire mænd — som vel altsaa undgik at drive tilhavs —, at
de trodde enhver som kom til den forheksede o, vilde bli dræpt
med ild av guderne.
Dette visste jeg imidlertid ikke dengang. og derfor levde jeg
en tid i stedsevarende frygt og var med min hele armé bestandig
paa vakt; ti da vi nu var fire mand, skulde jeg nok naarsomhelst
ha vaaget en dyst i aapen mark med et hundrede av dem.
Da der imidlertid ikke viste sig nogen kanoer mere paa en
god stund, saa svandt frygten for deres komme, og jeg begyndte
igjen at ta mine tidligere planer til en reise til fastlandet under
overvaielse, især da ogsaa Fredags far forsikret mig om at jeg
kunde vente mig en god behandling fra hans folks side, ifald jeg
vilde reise dit. Men i denne plan blev jeg atter noget usikker, da
jeg i en alvorlig samtale med spanieren fik hore av denne at endnu
en seksten stykker av hans landsmænd og av portugisere, altsaa
omtrent det antal som, efter at ha litt skibbrud, var drevet i land

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:49:11 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nocrusoe/0226.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free