Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85 Bernhard Severin Ingemann.
II. Holger Danskes Vngge.
Ved Leire græsse nu Faar paa Vold,
Hvor fordum Kæmperne drukke.
Paa Leire stod der et gammelt Skjold;
Det blev Holger Danskes Vugge.
Det gamle Skjold var der Lykke ved:
Det var med Runer indgravet;
Det bar, som Vugge, til Sjølunds Bred
Kong Skjold paa Baad over Havet,
I Vuggen saae jeg paa Bøg og Eg;
De sused ved Borgens Rude.
Fra Marken tog de den gule Neg:
Den blev Holgers Danskes Pude.
I Vuggen hørte jeg Harpers Klang
Og Sang om Kæmpernes Seire:
Det var de danske Skjalde, der sang
Om Kæmpedrotter paa Leire.
1 Vuggen smelted en Sang mit Bryst,
Liig Havfrustemmer fra Voven:
Det var de danske Jomfruers Røst
Fra Fruersalen i Skoven.
Jeg glemmer aldrig den danske Sang,
Som Kæmper og Jomfruer synge;
Og hvergang jeg hørte Skjoldets Klang —
Jeg hørte min Vugge gynge.
III. Holgers Sang om Livet.
Jeg saae kun tilbage. Mig Livets Lyst
bortklang ;
Da toned mig i Sjælen saa trøstelig en Sang:
See frem, men ei tilbage! — Hvad Hjertet
attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
Lad Bølger bortrulle ! lad Løvet flagre hen!
Rask bruser dog Strømmen, frisk Skoven,
staaer igjen.
Lad Solen formørkes og Maanen tage af!
Dog Sol og Maane stiger fuldkarsk over Hav.
Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv!
Det Liv, der ei bortfarer, er Sjælen dog selv.
Har Sjælens Liv ei Ende, saa er der ingen
Død,
Og vi er dog saagodtsom i Paradiset fød.
Der springer en Kilde ved Livstræets Rod:
I Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod ;
Og Havet ei ældes, og Jordens grønne 0
Hver Sommer staaer forynget i livsgrønne Sø.
Een Draabe kun af Kilden, hvor først den
udsprang!
Een Blomst kun af Grenen, hvor Livets
Æbler hang!
Og Haaret aldrig graaner, og Sindet blie’r
ei tungt;
Men Hjertet gløder evig lyksaligt og ungt.
Hvor Livskilden springer, didhen staaer
min Hu.
Hvor Livstræet blomstred, der blomstrer det
endnu.
See frem, men ei tilbage! — Hvad Sjælen
attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
Men naaer under Solen ei Sjælen hvad den
vil —
Saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang —
Dog Livets Kilde springer, hvor evig den
sprang.
Morgensange,
i.
Nu vaagne alle Guds Fugle smaa,
De flyve fra Reden og sjunge;
De prise Vor Herre saa godt de formaae;
De takke for Livet og Lyset med floitende
Tunge.
Nu qviddrer Svalen paa Kirketag,
Og Spurven ved Menneskers Huse.
De synge: Godmorgen! de synge: Goddag!
De synge: Gudsfred! Gud skee Lov! og i
Luften hensuse.
Smaafuglens Sang Vor Herre forstaaer;
Han kjender hver Sjæl i sit Rige;
De Fattiges Lovsang han ikke forsmaaer;
Han seer, hvad de maalløse Skabninger alle
vil sige.
Os seer Du ogsaa, Du kjære Gud!
Du hører vor Røst i din Himmel;
Naar Fuglene flagre af Rederne ud,
Du hører Smaabørnenes Priis i din jublende
Vrimmel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
