Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik
Femte Scene.
Regisse. Stig.
Stig
(iler i Bevægelse hen til Regisse og falder paa Knæ).
Min favre Jomfru! her lad mig ligge,
Og søge Frelse ved Eders Fod!
Lad Eders uskyldige, fromme Blikke
Svale mildt mit urolige Blod!
Regisse (ængstlig).
Ståt op, Hr. Ridder! forlad mig igjen!
Hvis Eders Liv er truet af Nogen,
Skal jeg vække min Fader; han samler sine
Mænd . . .
Stig.
Nei, lad ham sove —
Regisse (vil gaae).
Maaskee han er vaagen —
Lad mig gaae at bringe ham hid —
Stig.
O bliv!
Ei Dannerkongens Hær kan frelse mit Liv.
Mig Ingen kan hjælpe, slet Ingen uden I!
Her aander jeg let, her føler jeg mig fri —
Regisse.
Hold op, Hr. Stig! Hvad troer I at vinde
Ved at øve Jer Spot paa en evneløs Qvinde?
Stig.
I troer, jeg spotter — ?
Regisse.
Forlad mig! jeg beder!
Stig.
Regisse! saa hjælpe mig Gud i min Død,
Som jeg kom til Eder i den bittreste Nød!
I veed, at I ligger stærkt i min Hu;
Fast en Maaned, hver Aften silde,
Har jeg søgt Eders strenge Sind at formilde,
Men aldrig lod I mig ind endnu.
Hvi skulde jeg da nu ved Midnat vove
At vække Jer, mens Alle paa Gaarden sove?
Regisse (urolig og undvigende).
Men min Gud, hvi er I da kommen?
Stig.
O hør!
Mig driver en hemmelig Gru til Eders Dør.
Regisse.
Hvad er det I mener?
Stig.
I kan ei forstaae,
Om jeg ogsaa forklarer ... I vil ikke
formaae . . .
Og dog — jeg vil skrifte min Synd! Gud give,
Naar I har hørt mig ud, at I vil tilgive!
— — Jeg sad iaften ved Gildet skraaes
for Eder
Og Ragnhild ved Bordet. Da faldt det mig ind
Hvad Ivar havde sjunget nys om Hr. Peder,
Der bøiede med Runer Hellelilles Sind.
(Med et mørkt TJdtryk).
Kjender I de skrevne Runers Magt?
Regisse.
Ak nei! hvor skulde jeg —
Stig.
Saa tag Jer iagt!
Viid, at en Svend med Runer kan lokke
Til Elskov og den strengeste Villie rokke.
Viid, har han daaret med Runer en Qvinde,
Da har hun ham evigt og altid i Sinde.
Det han vilde ride til Verdens Ende,
Hun fulgte med, han slåp ikke hende.
Det han vilde sætte for Døren en Slaa,
Hun kom dog om Natten, hun bankede paa.
Lod han hende staae ved Døren endda,
Hun tøver saa lidet, piller Naglerne fra.
Endog hun er tugtig, blufærdig og reen,
Alle hendes Tanker maae vige for een —
Regisse.
0 , hellige Jomfru!
Stig.
Ja, vel maa I grue!
Regisse.
Fatter Eder, Hr. Stig! — Hvad sørger I fordi?
Stig.
Saa hør! Min Fortælling er ikke forbi.
— Disse Runer har jeg lært af en oplandskFrue
For syv Aar siden, men aldrig dem forsøgt,
Halvveis af Vantro, halvveis af Frygt.
Iaften var jeg varm af Viin og af Mjød —
Regisse! I var saa faur og saa sød!
Saae jeg paa Eder, rødmed’ I som et Blod —
Da tænkte jeg: hun er mig visselig god!
Hun er kun saa bly, hun er kun saa stille.
Turde hun tale, saa gjerne hun vilde;
Den hemmelige Skrift skal give hende Mod!
— Da greb jeg et Æble, skjar deri med
min Kniv
Runer, der vækked’ Elskov til Liv,
Runer, der kunde tvinge det unge
Hjerte, og løse mildt Eders Tunge,
Give mig al min Kjærlighed igjen.
Jeg kastede det hemmeligt til Eder hen
En Stund før vi op fra Bordet brød;
Men —
(Efter et Ophold.)
Æblet trilled’ i Ragnhilds Skjød!
Regisse (med et Udraab).
1 Ragnhilds?
Stig.
I Ragnhilds. Hun blev bleg og rød,
Da hun læste Skriften, grundede længe,
Stirrede paa mig stivt og fast,
Trak Veiret som vilde hun Brystet sprænge.
— Da gik vi fra Bordet. Jeg tog bort i Hast,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
