Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Nordboernes Forbindelse med Rusland og tilgrændsende Lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ord. Deres Konge kaldes Chacanus; at dette kan være et
Personsnavn og staa istedetfor det oldn. Hákon, er heel rimeligt,
men at Byzantinerne dog under alle Omstændigheder dermed
have forbundet samme Begreb, som de vare vante at forbinde
med det tyrkiske eller tatariske Khakan, Khagan, og ved dets
blotte Anvendelse give tilkjende, at de satte det her omhandlede
Folks Hjem etsteds i Ruslands Slette-Egne, mellem de der
boende tatariske Folk, synes temmelig klart, saamegetmere som der
i Aaret 839 neppe var nogen Overkonge i Svithjod af Navnet
Hákon.[1]
2. Fra denne Tid af nævnes Russerne (οι `Ρως eller `Ρωςοι)
hyppigen af de byzantinske Skribenter som et talrigt,
stridbart, og ved sine Angreb paa det græske Rige farligt Folk fra
de øvre Dnjæpr-Egne. I Kejser Michael III.’s 10de Aar (852)
angrebe de Constantinopel med 200 Skibe (ifølge Kedrenos, Leo
Grammaticus, Simon logotheta).[2] I 865 trængte de lige frem mod
Constantinopel, herjende Landet vidt og bredt, efter den
samtidige Niketas Paphlago’s Beretning i Patriarken St. Ignatius’s
Biografi;[3] de kaldes her το μιαιφονωτατον των Σκυθων εθνος, οι
λεγομενοι `Ρως (det særdeles mordbesudlede skythiske Folk ved
Navn Rhôs). Det samme Anfald omtales og af Constantin
Porphyrogenitus’ Fortsætter, der siger om Folket: „εθνος δε ουτοι
Σκυθικον, ανημερον τε και αγροικον. — — εθνος δε οι `Ρως Σκυθικον,
περι τον αρκτωον ταυρον κατωκημενον, ανημερον τε και αγριον. Under
Kejser Basilios Makedon (867—886) lykkedes det, efter den
samtidige Patriarch Photios’s eget Circulære, at omvende flere af dem
til Christendommen[4], uden at Christendommen dog slog dybere
Rødder hos dem end i de skandinaviske Lande, hvor dog ogsaa mange
Vikinger lode sig døbe eller primsigne udenlands, men ved
Hjemkomsten ingen Skridt gjorde for at udbrede den nye Lære, der og i
næste Generation forglemtes. Yderst interessant er Araberen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
