Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. H. DEUNTZER.
Det andet forhandlingsæmne var retten til nødværge. Indleder var
professor Hagstromer, hvis udgangspunkt var den i den danske litte
ratur af Bornemann med så stor klarhed forfægtede sætning: at nød
værgeretten er given med selve anerkendelsen af de angrebne goder
som retsgoder, og ikke er en undtagelsesvis tilladt selvtægt. I over
ensstemmelse hermed tog han ordet for bortfjærnelsen af de i følge
svensk ret og praxis hjemlede indskrænkninger, der dels nægte nød
værgeret til forsvar for visse rettigheder, dels kun tillade deus udøvelse
under visse omstændigheder, og fremhævede det endvidere som en
mangel ved den svenske og norske straffelovgivning, at der ikke findes
nogen forskrift om nedsættelse af den almindelige straf for handlinger,
hvorved nødværgeretten er overskredet, hvilket dog kræves i følge den
betragtning, at handlingen, om den end er gået for vidt, dog for en
del var berettiget. Endelig udviklede indlederen det fejlagtige i den i
svensk praxis formentlig ikke ukendte lære: at den, der vil fri sig for
straf ved at påberåbe sig nødværge, må føre fuldt bevis derfor; og
han gjorde med styrke gældende, at så længe det ikke er uantageligt,
at nødværge har fundet sted, kan den sigtede ikke dommes. I for
bindelse hermed fremhævedes det, at der mangler tilstrækkelig grund
til særlig at pålægge den, der har udøvet nødværge, snarest mulig at
anmælde sin gerning for øvrigheden. Alle disse sætninger, der i dansk
ret allerede ere fastslåede, fandt almindelig tilslutning både som i og
for sig naturlige og som rigtige konsekvenser af den rette opfattelse
af nødværge-begrebet, og de af en svensk taler fremsatte indvendinger
mod indlederens bemærkninger om bevis for nødværge beroede, som
af præsident Berg bemærket, vistnok på en misforståelse.
Kærnepunktet i forhandlingen blev spørgsmålet, om det er beret
tiget som nødværge at anvende ethvert middel, der er nødvendigt for
at afværge angrebet uden hensyn til det angrebne retsgodes vigtighed,
eller om der bör gælde visse grænser i alt fald for retten til at an
vende midler, der sætte angriberens liv i fare: det såkaldte yderstc
nødværge. Indlederen forkastede enhver sådan indskrænkning som
stillende den angrebne værgeløs overfor angrebet og derfor i virkelig
heden indeholdende en fornægtelse af hans ret. Han hyldede det
standpunkt, der i det væsenlige tiltrådtes af höjesteretsadvokat Motz
feldt; at man, når det er nødvendigt til afværgelsen, kan berøve den
person livet, som angriber et nok så übetydeligt retsgode. Dette mødte
bestemt modsigelse, navnlig hos præsident Berg og professor Goos.
164
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
