Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVID HORN OG FORHOLDET MELLEM DE SKAND. RIGER PA HANS TID.
Det er meget fængslende at læse, hvad en i statsvidenskaben så
kyndig mand som professor Svedelius dømmer om forfatningsforan
dringen 1720. Særlig har den parallel interesse, som han har trukket
imellem, hvad der skete i dette år, og den omdannelse af Sveriges
forfatning, der fandt sted 1809. Professor Svedelius’ standpunkt er
væsenlig apologetisk. Som han i den første del af sit skrift har for
svaret Plorn og hans embedsbrødre imod sigtelsen for at have forsømt
deres pligt imod Karl XII, medens denne var i Tyrkiet, således er det
hans mening, at »hvilka fel och synder man må tillskrifva den s. k.
frihetstiden, faller skulden öfver dem, hvilka missbrukade regerings
sättet, men icke mycket öfver upphofsmännen. Desse skulle icke kunnat
göra bättre än de gjorde» (55 delen s. 115). Dette må ikke forstås,
som om forfatteren fattes öje for, at der klæber alvorlige bröst ved
forfatningen af 1720; men dels mener han, at efter den sum af politisk
erfaring, som datidens svenskere kunde have, og under forhold som de
da gældende var det naturligt, at en ensidig rigsdagsvælde måtte blive
resultatet, dels vil han påvise, at den nye forfatning i flere vigtige
henseender har havt et naturligt grundlag i ældre svenske forfatnings
forhold. Forfatteren fjærner sig her tydelig fra det standpunkt, hvor
på f. e. Tengberg står i sit skrift om frihedstiden.
Hvor meget der end for så vidt kan siges til forsvar eller und
skyldning for Arvid Horn, og hvor megen sympati man end i vigtige
henseender kan have for ham, så giver, synes det mig, professor Sve
delius’ fremstilling tydelig indtrykket af, at Arvid Horn ikke var nogen
genial mand. Han har været en ypperlig parlamentarisk taktiker, han har
havt både intelligens og personlighed til at lede samtlige fire stænder
ved rigsdagen, og han har havt fordomsfrihed nok til ikke at stille sig
på noget ensidigt aristokratisk standpunkt; men han har ikke været
nogen skabende ånd, og han har med hensyn til Sveriges indre forhold
ikke havt mere fremsyn end hans samtidige. Det er vistnok, som om
han har anet, at rigsdagsvælden kunde åbne sluserne for selvrådigheden.
Der tillægges ham den ytring 1720: »Nu hafva vi satt gräns för
enväldet, nästa riksdag skola vi sätta gränser för sjelfsvåldet» (Geijer
11, 5, 40), og i en tale ved rigsdagen 1719 opfordrede han til at følge
en middelvej imellem enevældens hårde tvang og frihedens misbrug
(Svedelius 55 delen s. (13); men hvad har han gjort for at hindre denne
misbrug?
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
