Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E. HOLM
Ulrika Eleonora har i et brev til sin broder Karl XII udtalt om
Arvid Horn, at han havde den fejl at ville stå sig vel med alle, hvor
ved han gjorde sig selv den störste skade. Denne egenskab har han
utvivlsomt havt. Der lå deri, som professor Svedclius antyder, den
vanskelighed, at en politisk færd, der var præget deraf, let kunde blive
opfattet som svaghed, og hvad værre var, der lå deri en fare for, at Horn
kunde blive stemplet som en tvetunget mand. Således er det også
gået ham. Politiske fjender have, medens han levede, omtalt ham
som en Cromwell, der forenede en rævs og en løves natur, og de have
påstået, at Sverige ikke århundreder igjennem havde frembragt en
så lumsk mand. (Se meddelelser i danske diplomatiske aktstykker.)
De holdt blandt andet af at fortælle træk om ham som en hykler,
måske såmeget mere som han var en stærkt religiøs mand med et noget
pietistisk sving. Men i virkeligheden har Arvid Horn ikke været en
troløs så lidt som en svag karakter. Den ærgærrighed, der utvivlsomt
var stærkt fremtrædende hos ham, drev ham ikke til at bruge lave midler
for at vinde magten, han var efter alles enstemmige dom uimodtagelig for
bestikkelser en ikke ringe ros i hine tider —, og i danske diplo
maters depecher prises han som i sjelden grad ordholdende. Det var
livet og de politiske fordiold, der lærte ham, hvem Karl XII havde
prist for hans »drifsamhet», senere at fare med læmpe, men vel at mærke
ikke anderledes, end at man mærkede, der lå en vilje bagved.
Netop derved havde han formået at skabe enighed ved rigsdags
arbejdet 1719—1723; men det er den samme egenskab, der prægede
hans ledelse af Sveriges udenrigske politik efter 1720, et om
råde, på hvilket han har gjort sig overordentlig fortjent af sit fædre
land, og i slutningen af sin virksomhed også af Danmark-Norge.
Professor Svedelius har med god grund fremhævet det fuldt beret
tigede i hans kamp imod det såkaldte holstenske parti, der virkede
for at bane hertug Karl Frederik af Holsten-Gottorp vejen til den
svenske trone, og han har klart påvist den snildhed, med hvilken Horn
manøvrerede over for det tryk, Rusland udøvede til gavn for hertugen,
hvorledes han fik det svenskerne påtvungne forbund med czar Peter 1724
således indrettet, at de slap for forpligtelser, der kunde volde dem vanske
ligheder, og hvorledes han under den vel kendte europæiske krise 1726
—1727 fik maget det således, at Sverige kom til at stå på vestmag
ternes side i stedet for at blive Ruslands afhængige forbundsfælle i
en krig med Danmark.
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
