Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGE.
Norden, fra et land, der slet ingen ejendommelig moderne kunstne
risk tradition havde. Den ham af ’ fransk væsen, som også Sverig
havde iført sig, havde en Svensker langt lettere ved at afryste end
en Franskmand,
Om han end tidligere havde set sin samtid ofre virak på antikens
alter, måtte han kræve andre gerninger af dens tro. Med ironisk
forbauselse må han have spurgt sig selv, om alle disse Mars’er og
Apollo’er, Diana’er og Yenus’er, som man gjorde i Stockholm og
Paris, virkelig skulde forestille antike guder. Hvor han i selvbiogra
fien fortæller om sin nedrejse til Italien gennem Tyskland, omtaler
han sin ældre og berömte samtidige Pigalle’s statuer af Merkur og
Venus i haven i Potsdam: de have siger han nogen fortjæneste,
men ikke en skönhed, som tilhører guddommeligheden. Det er noget,
som formodentlig først rigtig er gået op for ham, da han kora til
Rom. Det er den samme Venus af Pigalle, om hvilken Winckelmann
i en afhandling fra 1759 (Von der Gratie in Werken der Kunst) siger,
at gudinden er fremstillet i den grad smægtende af attrå, at det ser
ud, som om hendes mund løb fuld af vand, og som om hun snappede
efter luft. Skulde man tro, fortsætter Winckelmann, at »sådant et
menneske» han taler om Pigalle har levet nogle år på offenlig
bekostning i Rom for at danne sig efter antiken!
Med hensyn til det rent kritiske ved sagen kan det overhovedet
ikke glemmes, at Winckelmann var optrådt i litteraturen med opsigt
vækkende skrifter, i hvilke grænsen mellem den antike og den mo
derne franske kunst var dragen, henimod 20 år för Sergel gjorde
opsigt med sine kunstværker. Hans tanker udgjorde vitterlig et
vigtigt ferment i tidsalderens betragtning af kunsten og vare ikke
bievne upåagtede endog af Franskmænd. På den anden side kan det
dog heller ikke overses, at der i Sergeis hele efterladenskab ikke bal
ladet sig påvise noget som helst positivt spor af forbindelse med
Winckelmann, der endnu levede i Rom et års tid efter, at Sergel var
kommen derned, eller af kendskab til hans skrifter h Meget træffende
1 Det samme gælder om C. A. Ehrensvärd (sign. G. Ljunggrens prisskrift:
Jemförelse emellan Ehrensvärd och Winchelmann såsom honstfilosofer; 1856). Det eneste
skulde da være som Ljunggren oplyser —, at et exemplar af første del af
Winckelmanns kunsthistorie i fransk oversættelse kan henføres til Ehrensvards
hibliothek. Det er vel den oversættelse, som Diderot siger er gjort af »je ne sals
quel oharpentier», der hverken forstår fransk eller tysk, i hvert fald ikke den bog,
han har »vovet« at oversætte; den franske udgave anbefales derfor til at kastespå
ilden. Når der sporges om Ehrensvards historiske udgangspunkt som kunstfilosof.
358
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
