Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SERGEL OG DEN TIDLIGERE FIGDRKUNST I NORDEN.
udtaler Nyblom, at det trolig er gået med Sergel som i almindelighed
med unge kunstnere; at han med sin konkrete åndsretning ikke satte
megen pris på den boglærde kunstkender; det er så meget mere tro
ligt, som Winckelmanns avtoritet som kunstdommer ingenlunde var
urokket. Sergel synes, efter selvbiografiens udtryk at slutte, ikke at
have betragtet »amateurer» og »connesseurer» med synderlig tiltro. Men
hvorfor göres der da så meget .væsen af Winckelmann i skrifter, som
handle om Sergel? Hvorfor omtales den svenske kunstner som den,
der »i första hand riktigast uppfattat och praktiskt tillämpat Winckel
manns grundsatser»? Kan man overhovedet nogensinde opfatte ægte
kunst som praktisk udført theori? Et sådant udtryk synes mig mere
at smage af bogreolen end af sagens virkelige og historiske forhold.
At de theoretisk-æsthetiske studier i Sverig længe efter den tid bleve
opførte næsten udelukkende på tysk grundvold altså også på Winckel
maunsk —, bör ikke have tilbagevirkende kraft for den historiske
betragtning af Sergeis udvikling. Sergel kan jo dog også have brugt
sine egne öjue både til at vælge og til at vrage.
Sergel vedblev for så vidt at være fransk, som han også i Rom
fortrinsvis holdt til med det franske akademi og mest synes at have
søgt franske bekendtskaber, derimod mindst tyske: han nævner i selv
biografien blandt sådanne ingen andre end Mengs, der som theoretiker
indtog en selvstændig stilling i forhold til Winckelmann. Den ger
maniske uvilje lige overfor det franske væsen, den lyst til emancipa
tion fra de romanske nationers overvægt, som så tydelig rober sig
allerede hos Winckelmann (kort efter slaget ved Rossbach), synes
slet ikke at havde havt plads i Sergeis sind. Og Winckelmanns betyd
ning ufortalt, bör det da heller ikke glemmes, at han sandelig ikke
havde monopol på den opdagelse, at man skulde danne sig efter an
tiken: han betegner kun, ligesom Sergel selv, et stade på denne
bestræbelses vej. Allerede Nicolas Poussin havde jo sagt, at Rafael
vel var en engel (un ange) i sammenligning med moderne mestre,
men dog et asen (un ane) i sammenligning med de antike og
denne djærve ytring var ikke glemt.
må der vel snarere søges til franske kilder end til Winckelmann, hvilket selvfølgelig
ingenlunde gör en sammenligning med denne mindre betydningsfuld, således som
Ljunggren så fortræffelig har udført den i sit prisskrift. Ljunggrens formodning,
at Ehrensvård gennem Sergel har fået anvisning på Winckelmann, forekommer mig
tvivlsom. Jeg vilde hellere slutte således: når E., som det lader, har kendt så lidt
til Winckelmann, er det rimeligt, at S. heller ikke har kendt ham synderlig.
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
