Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. F. HAMBRO, DEN PRIVATA SJÖRÄTTEN.
forf. tilföjer, at rederiet er forpligtet til at akceptere skipperens vex
ler »indenfor den i § 43 givne grænse», synes denne tilföjelse også
temmelig uforståelig, thi hvorledes skal rederiet ved akcepten kunne
begrænse sin forpligtelse således, at den bliver afhængig af, at skib og
fragt bevares og ikke strækker sig ud over disse gjenstandes værdi?
Neppe heller rigtig er den anskuelse, der findes noget længere
nede i samme kapitel sid. 88, at et rederi, der har lejet skibet ud
til en skipper, vel ifölge Sv. Sølov § 117 må svare med det for de af
skipperen indgåede retshandler, men derimod ikke for hans skade
gjörende handlinger. Forsåvidt herfor anføres, at rederiet jo ikke
har havt det i sin myndighed at udvælge skipperen, da er dette dels
ikke ganske rigtigt, dels beviser det for meget, idet man, hvis der
kunde lægges nogen vægt på dette synspunkt, ganske i almindelighed
måtte fri rederiet for skipperens forpligtelser. Hovedsagen er, at de
grunde, ifølge hvilke rederier med fortune de mer gjöres ansvarlige
for skippers og mandskabs skadegjöreude handlinger nemlig hen
synet til skibsfartens sikkerhed —, her fuldt ud ere anvendelige, og
når § 117 nærmest kun har retshandler for öje, turde det snarere
være, fordi man har forudsat det som selvfølgeligt, at skibet hæftede
for skadegjöreude handlinger, en sætning, der jo i og for sig heller
ikke fjerner sig så meget fra den almindelige civilrets regler.
Befragtningen, der af Hambro omhandles i fjerde kapitel, hen
føres under leje, og sid. 127—28 anvendes på dette forhold den i
H. B. 13—2 givne forskrift »leger man tvånne ett, behålle den, som
först hyrde», dog at den, der allerede har indladet sine varer, übetin
get skal gå foran. Befragtningen må imidlertid opfattes som locatio
conductio operis og ikke rei, og den citerede forskrift kan formentlig
ikke finde anvendelse, ligesom der heller ikke for befragterens ved
kommende synes at kunne tales om nogen besiddelse af skibet.
Begge befragtere have i og for sig lige krav og konkurrerende pan
terettigheder i skibet til sikkerhed for opfyldelsen af deres fordrin
ger. En anden sag er det, at uår den ene af befragterne har indla
det gods, vil den anden ikke kunne fordre udlosning af dette, når hans
erstatningskrav iøvrigt kan fyldestgjöres, thi det kan fordres af en
hver, at han skal gjennemføre sine rettigheder på den måde, der
absolut taget medfører det mindste økonomiske tab.
På flere steder i emnet om befragterens ensidige tilbagetræden
fra kontrakten går Hambro forfragteren for nær. Når en af flere
befragtere træder tilbage, pålægger Sv. Sølov § 89 ham at betale fuld
fragt, overliggedagspenge, forsåvidt liggetiden er ovcrskreden, og
»andet bevisligt tab». Herom bemærker forf. sid. 144, at det ikke
synes’ klart, hvad loven kan mene med dette tab, da man neppe kan
have tilsigtet at pålægge befragteren en pligt til at betale mere end
fragt og hvad dertil hører, hvortil der heller ikke synes at være uo-
542
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
