Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHANNES C. H. B. STEENSTBUP.
Heiberg ved det rette valg af bekendte eller let i öre faldende melodier
villet lede tilskuerne ind i den hele situation og den enkelte scenes poe
tiske indhold, og visernes ord löde lette og naturligt og holdt sig netop
lige så nær til stykkets almindelige tone og til den daglige tale, som det
er tilfældet hos Bellman, hvor dog det poetiske indtryk ikke derfor var
mindre. Mest bevidst i sin efterligning var Heiberg vel i »recensenten
og dyret», da han efter det bellmanske mönster stræbte efter at blande
det burleske og tungsindige på en egen betagende måde, men i alle
vaudeviller stod sikkert Bellman ham for öje, og den vej, hvorpå han
slog ind, fulgte hans mange og fortrinlige efterfølgere. Man kan ikke
o*o o o o o
nok som betone dette nye forhold i den Heibergske vaudeville, efter som
det netop i allerhøjeste grad bidrager til at lægge stykkets interesse og
poetiske drivfjer over på helt nye områder. Coupletterne i de franske
vaudeviller og fremfor alt i stykkerne af den Scribeske art, vare aldeles
ikke bestemte til at indgå som organisk led i det hele stykke og at
kunne gå op i stykkets poetiske totalsum. Man kan i Scribes vaude
viller omtrent spå couplettcts komme, når dialogen trækker op til en
pointe; sangen kommer helt forstandsmæssig og er ofte så kort, at der
ikke kan være tale om, at den bringer publikum i nogen stemning; coup
lettets vittige ord ere hovedsagen, og det ender med et bon mot så sik
o n ’ o
kert som at der er snært i piskens ende. Dertil kommer så, at musik
ken i de franske stykker spiller en tilbagetrædende rolle; den var fattigt
instrumenteret, da hovedsagen var at höre de pikante vers. Ikke des
mindre vare de danske vaudeviller en affedning af den franske digtart,
fra hvilken de foruden navnet havde den mer eller mindre behændige
intrige, den vittige dialog, den let henkastede tegning af karaktererne,
som især de komiske situationer skulde stille i det rette lys.
Men når således vaudevillen her hjemme i norden or kommet ind
på et af sine höjeste stader og når vi derfor kunne tillægge os nogen
fortjeneste af dens udvikling, da kunde det måske også have sin interesse
at dvæle lidt ved vaudevillens förste udspring og ældste historie. Heiberg
var naturligvis ikke ukendt med denne, men det lå ham ikke netop på
hjærte at göre opmærksom derpå; dertil var han altfor optaget af kam
pen for vaudevillen som dramatisk digtart i den ny skikkelse, hvortil
hans digtersyn havde bragt den. Det var ikke med dens historie, men
med dens filosof, han havde at göre; således skrev han i sin bekendte
afhandling om vaudevillen. Han har dog ikke des mindre i et vers i
»den 28:de januar» hentydet til vaudevillens herkomst fra den nor-
554
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
