Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMMUNALE ANLIGGENDER.
529
Ved siden af lagmanden nævnes i byloven en sysselmand i
byerne; hans virksomhed var væsentlig administrativ. Senere
udvidedes sysselmandens myndighed paa lagmandens og
gjaldke-rens bekostning. Han blev formand i raadet og den vigtigste
embedsmand i byen.
Fehirden var den kongelige skatmester og øverste
oppebørsels-betjent.
Lagthinget skulde komme sammen i Maria gildeskaale
søndagen næst efter 13de dag jul. Det skulde bestaa af 12 mænd,
som udnævntes af sysselmanden eller gjaldkeren. Lagthinget
havde ogsaa andel i lovgivningen. Saaledes blev Magnus
Lagabøters bylov vedtaget paa lagthinget.
Lagretten (Içgretta) var et retskyndigt udvalg, som drøftede
domsafsigelserne paa lagthinget, før de blev forelagt for det
samlede thing til formel vedtagelse.
Lagretten bestod af to tylvter, nemlig de tolv raadmænd og
tolv andre nævndermænd. Raadmændene var selvskrevne
medlemmer baade af lagthinget og lagretten.
Byen var tildels herre over sine indre anliggender. En
retter-bod af 1320 mod, at indlændinger og udlændinger stiftede samlag
eller digtede sig love til uro for byen, siger udtrykkelig, at den
herved ikke sigter til de beslutninger, som sysselmanden,
lagmanden, de 12 raadmænd og bymændene maatte vedtage byen til
nytte, som lovbogen bestemmer. Deslige beslutninger var altsaa
ikke kongelige forordninger, men kommunale vedtægter.
Bymødet, hvor borgerne samledes tre gange om aaret, havde
væsentlig at fatte bestemmelser om kjøb og salg i byen. Især
var det takster og varepriser, som vedtoges paa bymødet.
Kongemagten, som under Haakon V Magnussøn (1299—
1319) blev næsten enevældig, havde ret til at gribe ind, naar
den vilde. Kongen pleiede ogsaa at sanktionere ialfald de
vigtigere byvedtægter. Han kunde give retterbøder og lade dem
faa lovskraft efter at have indhentet raadmændenes eller alle
borgeres samtykke. Han kunde ogsaa uden videre sætte en
forordning i kraft.
Myndigheden til at give for byen gjældende regler gik mere
og mere over til kongelige embedsmænd, der endog begyndte at
afgjøre bymændenes daglige anliggender.
Byens styre var i det hele ordnet ned gjennem tiderne,
saaledes som byloven havde bestemt.
Den vigtigste forandring var den, at der i spidsen for raadet
stilledes en borgermester, hvilket skede i Bergen i 1536.
Borgermesteren var en kommunal embedsmand, som valgtes af raadet.
Lagmanden ophørte at have noget med byens administration at
gjøre og blev udelukkende dommer i lagthinget.
34 — Bergens by II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
