Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. II. Kort Omrids af Fonetiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommer mere eller mindre tydelig frem, saa bestaar derimod
Sætningsmelodien ikke blot i, at Tonelaget bliver mere eller mindre
fremtrædende, men ogsaa i, at det bliver varieret, transponeret
(med større eller mindre Modifikation) i forskjellige Tonearter.
Tonelagets Grundkarakter forbliver dog herunder den samme. Som
Exempel paa Transponering af det enkelte Tonelag kan nævnes
de ær [[** to-etasjers]] mī’ bōk’ [[** toner]] (østl.) med Hovedtryk paa begge de sidste Ord; i
mī ligger det hele Interval omtrent en Tone høiere end i bōk, det
første Ord lyder derimod mindre afsluttet end det sidste. Som
Exempel paa Variation af Tostavelsestonelaget kan anføres: „der
var baade Gut’ter og Jen’ter“; [[** toneaksenter]] her forbindes gjerne gut’tər-å, [[** tone]] med
sammensat Tonefald som i Trestavelsesord, men alm. med noget
høiere Slutningstone, hvorved det kommer til at lyde mindre afsluttet
end jen’tər. [[** e-ogonek tone]] Dernæst kan ved særlig eftertrykkeligt Foredrag eller
Styrke i Udtrykket en hel Sætning eller Ordgruppe danne en
sammenhængende Tonerække, især faldende, hvorved man bliver stærkt
mindet om det sammensatte Tonelag, f. Ex. Det kommer det her
ikke an paa (i en afgjørende Tone). Det skal du komme til at
faa betale! (truende). Undertiden høres ogsaa en stigende
Tonerække, f. Ex. i harmfulde Spørgsmaal: Vil du staa her og
negte det?
I det hele taget er det sammensatte Tonelag temmelig
fremtrædende i Sætningsmelodien. Hertil bidrager særlig
Østlandskens fremtrædende Tilbøielighed til at forbinde Ordgrupper til ægte
Sammensætninger, altsaa udtalt som Flerstavelsesord med sammensat
Tonelag, saa at man f. Ex. istedenfor er’-ikke [[** tone]] udtaler er’-ikke [[** toneaksent]] ganske
med samme Betoning som Eddike: de ær’ikə sant’. [[** æ-makron toner]] Istedenfor det
sjeldnere vi du væra-mē’, ska vi gå-ut’, [[** toner]] heder det almindelig:
væ’ra-mē, [[** tone]] gå’ūt; [[** å-makron, tone]] vi du væ’ra-mē, [[** tone]] så heŋŋ’på. [[** e-ogonek å-makron]] Vestlandsken bruger her at
fremhæve Adverbiet som det bestemmende: vera-mē’; [[** 2-e-makron tone]] med forandret
Ordstilling: alm. den som vil me’ [[** tone]] vera, ogsaa her med enkelt
Tonelag, altsaa uægte Sammensætning, i Lighed med āv’lagd [[** tone]] (leggja
āv’), [[** tone]] burt’komen [[** toneaksent]] (koma burt’) [[** tone]] osv., se Aasen, Gram. § 68.
Vi er saaledes gjennem Tonelaget komne tilbage til
Sætningsmelodien eller Tonefaldet, som vi nu bedre kan forstaa, da vi
kjende dets Bestanddele. I Ordtonen kommer Sprogets Melodi frem
ligesom i Forkortning, eller Tonefaldet er en Udvidelse af Tonelaget.
Vi handle i det følgende fremdeles principielt om Tonelaget, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
