Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Til hr. pastor Blom (af Anna Rogstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skabt?" At der er en orden i skabelsesverket, det springer enhver
i øinene. Den trinvise fremadskriden fra det lavere til det høiere,
fra det mindre fuldkomne til det mere fuldkomne, er let at følge.
Paa det øverste trin staar altsaa „mennesket". Den 6te dag: „I
Guds billede skabte Gud mennesket, mand og kvinde skabte han dem“.
Og endelig kommer den speciellere beretning om, at kvinden blev
skabt allersidst, altsaa paa det allerøverste trin. Men ifølge denne
„orden“, som de i Deres foredrag paaberaaber Dem, at „Gud allerede
ved skabelsen har sat“, skulde altsaa kvinden — som skabt sidst,
paa det allerøverste trin — netop „byde over manden“, netop have
„myndighed og autoritet". Man ser ogsaa seiv i hine allerældste
tider, da kvinderne var mest undertrykte, f. ex. en Debora, en profet
inde, sidde paa dommersædet, bydende over Israels folk, „og Israels
børn kom op til hende for retten" (Dommernes bog 4, 5). Og op
igjennem tiderne vrimler der, som bekjendt, af regjerende fyrstinder.
Fremdeles, dersom en kvinde ikke skulde have lov til at „byde over mand en",
kunde hun følgelig f. ex. ikke befale sin tjenestegut til noget arbeide;
men her er vi ogsaa med engang altfor langt inde paa det latter
liges gebet.
Beretningerne om skabelsen og om syndefaldet og dettes følger
lader det til, man i almindelighed har saare vanskelig for at holde
ud fra hverandre. Begge fortællinger staar paa de allerførste blade i
vor bibel, og dog, hvor himmelvidt adskilte de er! — Den straffe
dom, der paa grund af syndefaldet rammede kvinden, var, ved vi,
at hun blev övergivet til den fysisk sterkere mand, og det er paa
denne dom: „og han skal være din herre", at jødeloven altsaa har
bygget sit underdanighedsbud. Men denne dom er vel at merke ikke
„shabertanken“ ; den er straffen, forbandelsen. Mellem „skabertan
ken" og straffedommen er der et svælgende dyb som mellem himmel
og helvede. Som den fysisk sterkere har manden magt til at kue
kvinden; men han gjør det ikke, saavist som han er manden efter
„Guds store skabertanker". Kuer han hende, er ogsaa hendes straffe
dom hans; hendes undergang, hans undergang. Her er det solidariske ;
her er mand og kvinde igjen „mennesket“.
Merkeligt er det, hvor travlt man har med at paatrykke de
stakkars kvinder denne straffedom fra syndefaldet og det med haarde
hænder. Ligesom straffen skulde være speilet, rettesnoren! Her
glemmer man saa ganske og aldeles „Guds store skabertanker". — Det
er dette forhold, der har undfanget kvindespørgsmaalet og født den
kvindebevægelse, der nu ikke længer er til at stanse.
Du skal dyrke „torne og tidsler". „Torne og tidsler skal den
(jorden) bære dig". Du skal „æde urter paa marken". „Med kummer
skal du nære dig alle dine dage’1 o. s. v. Ingen kvinde er saa lat-
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
