Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - For skole og hjem - Mor og barn (efter Tor Hedberg) - Ved barnedaab (en moder)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men lidt efter lidt kom der en tid, da det nye syntes at have tabt
en del af sin trolddomsmagt, og da han istedet af det rige forraad
udvalgte sine yndlinger, som han omfattede med trofast ømhed og
altid tog frem igjen. Det slog hende da, at disse yndlinger ingenlunde
var de rigest udstyrede, eller de, som oplevede de sælsomste eventyr,
men tvertimod de hverdagsklædte smaafolk, som stelte og legte inden
hjemmets vægger.
Hun saa vinket, forstod det og lærte af det. Eventyrskoven blev
lidt efter lidt til en virkelig skov, enventyrprinsene blev virkelig levende
menneskebarn, som man hver dag kunde møde paa veien, og even
tyrene kom flagrende fra landet østenfor sol og vestenfor maane som
en flok trækfugler og byggede rede i velkjendte busker og trær.
Fantasien blev en smule degraderet, førte ikke længere enevolds
scepteret, men blev istedet en aarvaagen tjenende aand, som kunde
gjøre sig usynlig, nåar den ikke behøvedés, men som igjen kom frem
nåar den skulde løse vanskeligheder og bringe lys i det dunkle
takket være dens store klarsynte øine, som saa det som var skjult
for andre, det som inderst inde var sandheden.
Saa gik den lille sine første skridt ind i livet, først vaklende og
usikker, men efterhvert sikrere, med større og større djervhed og selv
tillid. Det blev til længere og længere udflugter, paa kryds og tvers,
gjennem krat og over gjerder efter hver blomst, som lokkede, altid
fremad i lykkelig sorgløshed. Og hans mor fulgte ham, halvveis vog
tende ham, halvveis draget med, rev sig ofte istykker der, hvor han
havde lettere for at komme frem, men gjorde ogsaa mange fund, som
hun aldrig havde anet, lærte med ham, opdrog sig seiv, medens bun
legte med ham.
For ikke længe siden bar jeg seiv mit lille barn til daaben. Det
var et sundt og kraftigt barn, og jeg følte mig stolt og lykkelig ved
at bære det frem i kirken for alle mennesker og faa det indskrevet
som et medlem af det kristne samfund. Alle tilsigelserne om, at Vor
herre er glad i smaa barn, visheden om, at jeg havde opfyldt en
ægte menneskelig og kvindelig opgave taknemmelighed over, at jeg
havde kunnet sætte dette friske, sunde barn ind i verden alle disse
tanker fyldte mig med en bevæget og høitjdsfuld fryd. Den skjønne
Nylænde iste decbr. 1 891.
Ved barnedaab.
363
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
