Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Tull-Ingeborg (H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
kisten sin; men hvor denne kiste var, det vidste ingen. Den eksi
sterede nok bare i Ingeborgs egen fantasi, den, som saa meget andet,
hun gik og tulled med. „Og oppe paa Haugen<£ hersker hun hemme-,
lighedsfuldt, medens hendes lille tateragtige skikkelse bøier sig imod os,
og de smaa svarte øine skyder forbitrede lyn, og de nervøse hænder
piller omkring alle steder — „oppe paa Haugen hænger der røde kjoler
og grønne stakker, rudede schawler og stribete schawler rundt alle
væggene, som altsammen er mit, men jeg faar det aldrig! Søskende
mine har sendt fra Amerika, men deroppe har de taget det ali!“ Og
saa snakker hun sig op i en ekstase, saa stemmen skjælver, og den
lille urolige krop ryster i graad og sinne. Alle disse straalende klæder
paa haugen eksisterer nok ligesaa lidet som hendes „kiste“, men seiv
tror hun det fuldt og fast, at folkene paa Haugen har røvet hendes
Amerika-sending. Og de gjør mere galt, disse folkene deroppe, de
sender hende lus paa tinter (flasker) siger hun; bare for at ærgrehende
faar de samlet disse og faar nogen til at drysse dem udover hende!
Og forat bevise, at lus har hun, saa rusker hun sig i det tafsete
haaret sit og klyper sig baade her og der. Ja paa lusene har jeg
aldrig tvilet, men angaaende forsendelsen „paa tinter“ er vi uenige!
Det er hendes livs store og uhyggelige hemmelighed dette med
Amerika-sendingen, og fortvilet render hun fra lensmanden til presten
og fra presten til lensmanden, for at faa hjælp; men ingen ænser,
hverken hendes røde og grønne kjoler, som er hende frataget, eller de
graa plageaander, hun istedet har faat sendende. Og ingen bryr sig
om, at hun rastløs og graatende og pratende høit med sig seiv farer
frem og tilbage i veiene. — De eneste lyspunkter i denne triste til
værelse er at gaa ind f. eks. i prestegaardskjøkkenet, hvor hun altid
er sikker paa en kop varm kaffe. Kan vi saa faa hende bort fra hen
des fikse ideer, saa prater hun noksaa fornøiet og fortæller om sine
ungdoms meriter. Hun har nok havt barn, hun ogsaa. „To gange“,
fortæller hun stolt. Vi maa nu ikke tro, hun har været saa rent over
seet, hun heller ! Og med moderlig stolthed fortæller hun om sin søn,
som er skrædder i Karl Johans gade i Kristiania. Efter hendes be
skrivelse maa han være verdens merkeligste søn; merkeligt høres det
jo ogsaa ud, at han før han kom ind i sin skræddervirksomhed, var
noget ved „kongens livvagt i Stockholm". Jeg indbilder mig, at det
er hendes moderlige stolthed, som har slaaet sig sammen med „Tull-
Ingeborgs" fantasier, og at det er reminiscencer fra hendes bibelhistorie
kundskaber, som her gaar igjen, idet Potifars stilling som „den øverste
over Faraos livvagt", har foresvævet hende. Under sin passiar viser
hun en saa hurtig opfatningsevne, at vi er rent forbausede. Om vi
snakker os imellem i en dæmpet tone, overrasker hun os med at være
fuldstændig med. seiv om vi snakker om ting, vi troede laa udenfor
Nylænde, iste april 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
