Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - To breve (Edith)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Her er saa stilt omkring mig, og himlen har videt sig ud i klar
hed over mig. Denne himmel med det fine, vigende blaa, denne æther,
mættet med duft og farver og gjennemsigtig i sollys; den vender dit
blik mod uendelighedens store gaade og bærer dig op over strævet,
bagatellerne og hverdagsligheden. — Kan du tænke dig noget saa rent
og skyldfrit som denne bundløse deilighed?
Vandet dernede ligger koldt og urørligt, plasker ikke længer urolig
inde mellem stenene; alt har lagt sig til hvile i sommerkvældens lys
klare fred. — 1 en slig time kommer rækkefølgen derudefra — af lyst
og tungt, af gode og onde minder. Ja minder; skulde vi ikke leve
sammen udover samværets korte øieblikke, hvordan blev livet da til
at holde ud! Det rigeste og bedste af os formaar vi først at give,
naar vi er hverandre fjernest. — — Men naar luften blir klar og stille
som nu, glider refleksionerne undaf, og tankerne færdes lette og legende
fra det ene til det andet og g ider ud over de vide sletter, ud i det
store rum, hvor intet stænger, — udenfor de regelrette, planlagte sy
stemer, demde, hvor der er saa fristende deiligt at færdes — udenfor
klikens bornerede trångsyn, — paa de rige fremtidsløfters ubanede veie-
Hvor blomsterne dufter omkring mig. og al den grønne rigdom
banker mod mit hjerte. Ja, du; vi maa rigtig tilbunds for at nyde
duften. — — Og længslernes vingede skarer drager over mit hoved
høit op og langt — langt ud i det lyse blaa, som det sidste solskjær
netop har forladt.
Dennegang faar du mine elegier fra den- duftenae skov, og jeg er
atter alene. Vi har spaseret sammen, han og jeg indover skoven.
Saa traf han en ven, som skulde tale med ham, og saa blev jeg alene
— med mine deilige drømme og alle tankerne. Han har talt om saa
meget og spurgt mig om meget; tilsidst om noget, jeg slet ikke kunde
svare paa.
Hvorfor gjorde han egentlig det? Forstod han da ikke, at min
kjærlighed hørte himlen, ikke jorden til, at den maatte briste i det
øieblik, den nævnedes ved navn? — Man maa ta varligt paa illusionerne,
at de ikke skal briste mellem vore hænder, og jeg turde ikke, kunde
ikke gribe efter lykken, netop fordi jeg holder saa inderligt at den,
fordi jeg elsker den i dens minde. — Mit oprørte indre er atter roligt,
for her er saa vidunderligt, du, og mit trætte sind vil hvile sig ud i
skjønheden omkring mig. Brede kroner røres over mig af en svag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
