Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Margaret Fuller (slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
seiv var, vidste hun ogsaa at begeistre andre. Ossoli kastede ogsaa
tilside alle familietraditioner og baand, sluttede sig til frihedens sag og
stiltede sig i republikens tjeneste. Vaaren kom med sjelden pragt over
Italien, og Margaret skriver; ..Naturen synes at være i sympati med
de store begivenheder, som kommer . . . Italiens himmel har igjen sit
skjønneste blaa, solen straaler. det melankolske skjær glider igjen over
kampagnaen, og hundreder af lærker synger overTuinerneT Men-hen
des egen skjæbne var endnu mørk og indviklet, tunge melankoliens og
skuffelsens skyer synes at ruge over hende — misfornøielse med sig
seiv. — Hun skrev til Emerson:
..Jeg skal visselig ikke rose mig seiv eller vente at andre roser
mig. For nogie aar siden syntes jeg De var uretfærdig, fordi De ikke
vilde have tiltro til mine aandelige erfaringer — men jeg ser De havde
ret . . . Det var herlige timer og englene besøgte mig visselig, men
der maa have været for meget af jorden i mig, for meget af svaghed
og galskab, ti denne daab blev ikke indvielse nok“.
For sin helbreds skyld maatte hun forlade Kom meget tidlig, og
hun tilbragte sommeren i Rieti, et fjernt og afsides sted høit oppe i
Abruzzos snedækte fjelde, hvor Ossoli blot kunde komme til hende
hver søndag. Naar disse korte besøg undtages, var hun ganske alene,
eller værre end alene, for stedets indfødte var lidet bedre end røvere.
Hendes værelse var adskilt fra resten af huset, loggiaen hang udover
tjeldstrømmen, som opsvulmet i det stærke uveir blev til en brusende
fos. Margaret kunde ikke sove og gik nat efter nat op og ned paa
den smale balkon. Ossolis garde blev beordret til Bologna. Han be
tænkte sig, ti dette vilde skille ham ganske fra Margaret, men hun
skrev til ham med spartansk fasthed. „Gjør hvad æren kræver. Jeg
skal forsøge at holde mig oppe . . . Vi har nydt nogie fredelige timer
sammen, kanske det nu er forbi med dem . . . ikke ofte fordrer skjæb
nen en større pris for en kort stunds lykke".
Men dette offer behøvedes ikke. Garden blev i Rom, og Ossoli
kunde fremdeles komme til hende. Han kom paa søndag, og torsdag
den 5te september 1848 blev hendes barn født. Den næste dag maatte
Ossoli forlade hende igjen og overlade hende til de griske og gru
somme folks naade. Fortvilet var hendes stilling, men hendes lille barn
var hendes trøst. „Hvis han lever og trives, vil det erstatte mig alt.
Han smiler i sin søvn, hvor det faar mit hjerte til at banke“. Men
ogsaa denne glæde skulde snart negtes hende. Fremtiden trak op med
sorg og angst. Deres eneste existensemidler var hvad hun kunde for
tjene ved sine skrifter. Hun maatte derfor til Rom, og for at bevare
hemmeligheden maatte barnet blive igjen hos saa god en pleierske,
som der var at opdrive paa stedet, Ossoli kom, og i november reiste
hun til Rom. To gange fik hun reise op til sit barn; første gang i
Nylænde, 15de juli 1893. 189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
