- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 9. aarg. 1895 /
194

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Føljeton: Skisse fra Romsdalen (Forts.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

skyttere. Hun stod der varm og straalende og fæstede æressløifen paa
Roald Hovdes bryst. John saa stivt paa hende, idet han gik forbi, hun
vendte hovedet lidt til siden. Mistænksomt fulgte hans øine hende den
hele aften, hun mærkede det, men hun undgik at møde ham, endskjønt
han søgte anledning mange gange. Han maatte da kunne fordre regn
skab af hende idetmindste. Men væk smuttede hun og dansede med
de andre. Som han da stod saa sorgfuld og saa paa hende under
dansen, hvor uværdigt og grusomt hun bar sig ad mod ham, mens
hendes øine tindrede af livslyst og kattens grusomme pinelyst, følte
han med engang som et stikkende had vaagne mod hende og et bræn
dende ønske: at hævne sig. Det blev saa ikke til noget mellem dem
alligevel. Ligesaa godt at gjøre slut paa det strax lige for hendes øine.
Han vilde gaa bent hen til den næstvakreste pige i flokken, for den
vakreste var hun, katten, han vilde gaa hen til Ingrid, og inden
morgendagen kunde kanske folk faa det at snakke om, at John Kam
pen skulde gifte sig. Det var det samme for ham med hvem det var,
naar det ikke blev med Gunhild. Naar han bare kunde vide en maade
at faa hende ud af tankerne paa! Han gik hen til Ingrid og spurgte,
om hun vilde danse med ham; ja, det havde hun da ikke noget imod;
den ene dans fulgte efter den anden, han spøgte, og lo gjorde han
ogsaa, tilslut spurgte han hende, om hun vilde gaa en tur med ham?
Da Gunhild saa John og Ingrid gaa henover veien, blev hun saa
underlig tilmode; hendes munterhed var forbi, og det var, som om
det mørknede for hende. Da John gik, sluktes festglansen, syntes hun.
Hun sneg sig ud af kredsen hen gjennem en skovvei, som førte op til
hougen. Her satte hun sig ind mellem nogle buske, seiv useet, for at
kunne se, naar de to kom tilbage. Her sad hun og græd. Hun havde
behandlet John stygt. Hun holdt jo saa af ham, af ingen anden slig
som af ham. Det var jo bare spøg og ærteri! Ja, men en grusom
spøg, erkjendte hun. Imorgen vilde hun gjøre det godt igjen, vilde
love ham at følge ham, han skulde faa se, hun igrunden var tro mod
ham, hun fik bare undertiden saadan lyst til at se, hvor stor evne hun
havde til at gjøre ham ondt. Men det var galt. Hun vidste det nu.
Hvad brød hun sig om alle de fjasede gutterne med præmierne, hvad
var de for hende mod hendes egen oprigtige, trofaste John? Hvor hun
angrede! Hun sad der timevis og saa henad veien; de kom ikke, men
hun skulde vente, hvorlænge det var. Imorgen skulde hun sige ham
det. Imorgen! Ja, hvis det bare ikke blev forsent imorgen! Anger,
skinsyge og angst for at miste ham pinte hende uafladelig, og det
blev hende under denne hendes indre kamp klart, at hun maatte gjøre
sit forhold til John fast og ubrødeligt, skulde de begge holde det ud.
Hvor foragtelig og ussel hun forekom sig seiv! Mon han vilde til
give hende?
194 Nylænde, iste august 1894.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 17:47:22 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1895/0216.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free