- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 9. aarg. 1895 /
207

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Føljeton: Skisse fra Romsdalen (Slutn. fra no. 15) (Af U. D.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ikke lig nogen, han glemte vel først hende, mente hun. Han saa sørg
modig paa hende, hun fik slig medlidenhed med ham. Han var saa
rar! Det, han sa, faldt saa dybt og tungt i hendes sind. Der laa slig
betydning i alt. Kunde han mene, at han var glad i hende? Men da
behøvte han vel ikke at være sørgmodig? End om hun likte ham da?
KansÆe der var nogen anden? nei, det havde hun aldrig hørt; han
kunde ikke gaa og snakke slig med hende da! Alt det rare, han sa!
Hun maatte jo tro, at han likte hende lidt, omtrent saa meget, som
hun likte ham, ikke mere.
Skulde han faa lov at besøge hende en dag, før han reiste, spurgte
han, og snakke med hende? Ja da, svarede hun og saa ham varmt
ind i øinene.
Han ligesom kvak op. Holdt han paa at vaagne? Havde han
sagt noget? Hvem var det, som gik ved siden at ham? Var det ikke
Gunhild? Nei, det var jo Ingrid, den lyse jenten, det vakre, uskyldige
barnet! Havde han friet? Nei, han havde ikke bundet sig! Gudskelov,
at han vaagnede itide! Det var en farlig drøm. Han havde ikke kjendt
denne beständige smerte, men nu kom den igjen. Før vilde han dø,
førend han vilde gifte sig med en anden. Det kunde han ikke. Men
dø, kunde han ikke det? Kanske han fik lov til det, naar han ikke
vandt at leve længer, naar han blev saa træt —
Nu maatte de gaa tilbage igjen, sa han pludselig, det var rart at
skille lag saa længe.
Paa tilbageveien talte han om ligegyldige ting, let og utvungent.
Ingrid syntes, det var bedre saa. Hun følte sig ikke saa beklemt.
Han havde jo sagt, han vilde komme til hende og snakke med hende.
Det kunde da bare være om en eneste ting! Han havde sagt saameget
rart, syntes hun, at han maatte sige mere, hvis han var ærlig og ikke
vikle holde hende for nar. Hun var da ikke rigtig noget barn heller,
hun syntes, hun var bleven voxen bare paa en atten. Alle disse urolige
tankerne! Mon hun fik sove, naar hun kom hjem? Nei, hvor kunde
hun sove væk saamegen lykke! Han vilde komme en dag og tale
med hende, han vilde komme — vilde han tage hende med sig til det
nye hjemmet?
Nedenfor haugen, hvor Gunhild sad, standsede de.
„Jeg faar vel træffe Dig, før jeg reiser“, sa John og rakte hende
haanden, „og saa faar du ha tak for denne gode turen".
„Selv tak“, svarte Ingrid og saa glad paa ham, „vil Du finde mig,
saa ved Du, hvor jeg er“.
Saa skiltes de.
Stille og besbjæmmet reiste Gunhild sig. Hun havde ikke ventet
andet. Hvorledes kunde nogen mands taalmodighed have varet længere
end Johns! Og saa vakker som den lyse jenten var! Og slig som
207 Nylænde, T5de august t S9S.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 17:47:22 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1895/0230.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free