Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rustet med, volder den seiv — som oftest — de forlærdeligste
— saa underligt, ufatteligt er iivet! — Fru Collett havde sine fortviv
lelsens stunder, hvor hun følte det øde som i en ørken og koldt om
kring sig. Et lidet stød udenfra kunde give anledningen til disse
udslag. Da var det som hun klyngede sig til den, der var tilstede,
næsten som et rørende, hjælpeløst barn, der søgte efter forstaaelse og
sympathi. Uendelig vemodigt var det at høre hende tale om de „lange,
lange ensomhedens aar,“ som hun havde levet, og nu ikke syntes hun
kunde holde ud at bære længer.
Denne store ensomhedsfølelse, som hun stundom led saa grænse
løst under, var den ikke selve „geniets evige, indre forladthed?“ Var
den ikke ogsaa den evige fortærende tørst efter et større, skjønnere,
rigere liv i fuldkommenhed, som vor menneskeverden ikke kan stille?
Engang i en trist stund, da jeg spurgte hende, om der intet var, som
jeg kunde gjøre for hende, svarte hun: „Der er ingen, som kan gjøre
noget for mig!“ Jeg maatte tænke paa Wergelands skjønne digt:
,,Hist i det blaa engang for mig
et kjærligt vindu aabner sig.
naar dagen er for kold mig bleven
før sneen er paa issen dreven !“
Livet var barskt og koldt. Døden kom med befrielse og løsning.
Vor utilstrækkelige menneskelige kjærlighed behøver hun ikke længer.
Den levende udødelige aand, som til det sidste længtede efter sol og liv
og mennesker, vil nu i den evige guddomrnelige kjærlighed — der
alene kan være helt udfyldende — have fundet den hvile og tilfreds
stillelse, den her paa jorden aldrig fandt. Maatte vi, som hun — i
den strid og smerte, hvorpaa menneskelivet ikke er saa sparsomt —
kunne holde ud med saa stor en sjælsstyrke og saa meget mod. Det
rige minde om hende vil leve, lige varmt og trofast vil det altid be
vares hos dem, der lærte at kjende og elske — fru Camilla Collett.
Nylænde, iste Jan. 1896. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
