Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vænne sig til sin hule,“ sagde hun, og det tog tid, inden hun fandt sig
hjemme i sine nye værelser. Hun tænkte sig fra først af opholdet der
kun midlertidigt; thi det var hendes tanke at rejse til Kjøbenhavn før
vinteren kom. Skjønt hun længtes elter ro kunde hun dog aldrig trives
i ro. Hun tænkte ofte med gru og bekymring paa fremtiden. „Jeg
kommer vel til at ligge og dø ude mellem fremmede,“ sagde hun
engang. Hvor det var godt at hun ikke kom afsted, siden det gik,
som det gik; men at hun fik leve sin sidste tid heroppe, sammen med
sine egne kjære, og fik dø mellem dem i sit eget land. Saa ube
hjælpelig, som hun paa mange maader var, var hun dog aldeles mærk
værdig til at kunne greje sig alene med sit svage syn. Men et for
stod fru Collett ikke, —at indrette livet godt for sig seiv. Hun led
under det; men da hun ikke seiv forstod, hvori det laa — vilde hun
ikke indrette sig paa anden maade. Hun følte dog mangen gang savnet
af eget hjem, savnet af det, som alene hjemmet i det daglige kan yde,
— de tusinde smaa kjærlige „opmærksomheder og bekvemmeligheder,
som forskjønner tilværelsen i det daglige liv.“
Det var hendes plan sidste høst at gjennemse og ordne alle sine
papirer, naar hun var færdig med det, saa vilde hun rejse. Hun ven
tede i høstens taagede, regnfulde tid paa at dagene skulde blive lysere
og klarere, saa hun kunde se at udføre dette arbejde. Men dagene
blev mørkere istedetfor lysere. Hun laa og ankede sig over at hun
intet fik udrettet; men hun havde hverken syn eller kræfter til at staa
op og tage fat. Kjøbenhavnsrejsen faldt stille bort af sig seiv, senere
talte hun ikke mere om den. Det var som stod det for hende, at hun
endnu havde tilbage at faa gjennemseet sine papirer, før hun var færdig
med sin gjerning her i verden.
En af de store, sjeldne egenskaber hos fru Collett, der ogsaa
gjorde hende saa elskværdig var, at hun lod en aldrig mærke i sit
væsen, ved nogen ubehagelig ydre overlegenhed, at hun var den stor
hed, som hun var, og stod saa højt over andre. Stilfærdigt og natur
ligt var hendes væsen, og venligt. Der laa et drag af dyb vemod over
hendes hele udtryk, ikke mindst i den bløde dæmpede stemme. Just
derfor, at fru Collett var af det ægte guld, var hun fri for arrogancen.
Heller ikke hører den hjemme hos noble, hjertedannede mennesker,
eller hos dem, der har lært at livet bøjer. Den bitre, dybe smerte
livet i sig seiv bærer inde, den, der bunder i sjælelivets gaadefulde
dybder — havde hun i rigt maal, og hun havde faat en evne til at
føle og lide som kanske faa, men derfor ejede hun ogsaa en for
staaelse som faa, og derfor var det igjen saa godt at være sammen
med hende. Thi sande er disse Bjørnsons dejlige ord: „Er der lykke
paa jorden, da er det at tages tanke for tanke over i uendelig for
staaelseT De skjønneste, rigeste gaver, som en menneskeaand er ud-
12 Nylænde, iste jan. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
