Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 6. 15de marts
- „Bellis“ af Alvilde Prydz (G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„33ellis“ af Pryd^.
„Det er ikke bare de store trær, som er skogen: alt, hvad der
længes og spirer derindunder, en nynnen, du ikke kan høre, men som
du føler helt ind i blodet, en duft, du ved ikke, hvor den kommer fra,
derøverst oppe larmen af lys og solfunklende sang, derinderst inde
drømmestilheden — det er skogen.
Og vi kan ikke undvære noget, det hører med alting, hver kry
bende ulvefodstængel, hver liden vækst, seiv den, der ikke har plads
nok og sætter veke, blege blad, seiv den hører med i den symfoni,
som er skogen. — — —
Det er vor feil, om vi ingenting hører
*
*
*
Saaledes begynder den sidste fortælling „Liv“ i Alvilde Prydz’s
sidst udkomne bog „Bellis“. Alvilde Prydz, som ofte med sine større
bøger skrider frem paa kamppladsen og udslynger stærke og harm
fyldte ord med mening at ramme og vække — føler undertiden
trang til at hvile sig ud i stillere stemninger. Hun sender os da fra
tid til anden en række smaabilleder, og „det er vor feil“, om vi ikke
kan glæde os over disse billeder, saa eiendommelige ved rin rige lys
glans, eller om vi bare expederer dem slurvet og hurtig som én blandt
alle de andre julepræstationer. Navnet ,,Bellis“ (Tusindfryd) lyder
fremmed, det er ogsaa hentet fra Syden, — som er skuepladsen for
de tre første fortællinger i samlingen: Valle Dei Fioti, en yndig kloster
historie, bygget over det gamle tema, at hvad der kun er menneskebud
kan briste som spindelvævstraale under „livets egen stærke sang“.
„Villa Bianca“, en moders tragedie og „Signor Giorgio“, som fortæller
om en digter af Guds naade, der finder frem til sit forjættede land,
og dør.
Men saa vakkert det er i Syden, saa længes jeg alligevel hjem,
hjem til den sidste fortælling „Liv“, som jeg begyndte med. Det er
fortællingen om en, som er stærkere end sin skjæbne. Det er et
sjelden ædelt kunstverk, som fortjener plads blandt det største i vor
literatur. For „det er ikke bare de store trær, som er skogen“,
— den ægte kunsts, den sande digtnings trylleskog. Ved Alvilde
Prydz’s arbeider er der ofte noget, som faar en til at gribe til sven
skernes udtryk „öfverdådig vackert11 , en overlæsselse, som i længden
kan slappe helhedsvirkningen, som ved et smykke, hvor anordningen,
sammensætningen ikke er saa god, som alle de ægte perler og ædle
stene fortjener. Men enhver saadan kritik falder bort ved „Liv“. Her
NVlænIde, 15de marts 1896. 73
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:40:56 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nylaende/1896/0081.html
