Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - „Bellis“ af Alvilde Prydz (G. K.) - Den gamle og den nye kvinna (Aadel Gjøstein)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er det ikke „öfverdådig“, som falder en i munden, men fuldkommen —
fuldkommen deilig. —
11 er en bog, som ikke bare maa læses, den maa eies
Og for at man skal faa lyst til at eie den kan jeg ikke gjøre
bedre end lade den seiv tale. Her er slutningen:
„ — —— en ensom orchidee, som gror derhenne mellem mosen
og lever sit liv uden at nogen finder den.
Men kommer du siden igjen i skogen, kan det hænde, at du
savner den
Midt under den grønne susen og den solblinkende sang merker
du kanske, der alligevel er en livets rigdom mindre, noget, der ikke
længer synger med i den sang, som er skogen.
Som saadan en ensom blomst. — Der er noget i det billede, der
ligner Hedvig Glemming.
Og der, hvor der er brug for alle stemmer i den vidunderdybe,
vældige strøm af lyd, som er livet, der har hendes sjels fine strengespil
tonet ind, hva-d det eiede af stilhed og drøm og bankende blod.“
(7. IL
$)en gamle og den kuinna.
Undergjeven, audmjuk og lydeg tykkjest ho vera den gamla, der
tro smiter og smyger i dørarne med si sut og sorg.
Mannens vilje hennar lov, sa baade prest og bibel. Og det var
ikkje greit aa setja seg upp imot nokot so høgstort. Difyrr laag altid
dei ordi paa tunga: „Du gjerer no som du sjølv vil, du er sjølv hus
bonden, veit du Sjølv eige, sjølv raar.“ Ordi var snøgge aa taka til.
dei reid mangen storm av og sonad mangt eit utras. Men derinne
ved roti, kvar haatt og vilje nørest, der lyddest ein laat og bivrade
andre strengjer. Dei gav ikkje taal og fylgjast maatte dei.
Men fyr i løyndom aa ganga sin eigen veg laut ho jamt baade
lyga og stela. Innandørs, imillom vægger liver ho sit liv i si eigi
tronge verd, ei verd, som mannen kjenner litet og inkje til. I samspel
med borni og jamt med tauserne og driver ho sitt eiget verk, daa let
ho gjerne hjarteljoden lydast; men so sjeldan lyder den skir, for i
rædsla og veikleik skjælver strengjerne i baade moll og dur, men gjerne
med ein sprukken laat. .So rottar ho seg saman med borni tættare
enn fyrr imot mannen.
74 Nylænde, iiiims 189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
