Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Marie Mejlænder (A. Hv.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de samme følelser som den person, hun skal fremstille. Hun er mo
derne i ordets egentlige forstand, kunskabsrig, dannet og interesseret
for kunst og literatur, som for sociale spørgsmaal; „en kosmopolitisk
aand“, som man har kaldt hende. Hun tilhører den race af skuespillere,
der mener, at de maa staa paa høiden af sin tids dannelse for at kunne
udøve sin gjerning.
Marie Mejlænders Hedda Gabler er dame udi fingerspidserne, og
man forstaar, straks man ser denne høie, elegante skikkelse med den
blege hud og de skjødesløst matte bevægelser, at hun har været dron
ning i sin verden. Marie Mejlænder betoner særlig Heddas livstræthed
og hendes aandelige kulde; hun siger sine sarkasmer til den hyggelige
tante Julie med saadan bidende ironi, at vi forstaar, hun ikke kan
have nogen sympathi med saa beskedne dyder som godmodighed og
velvilje. Det lille trætte smil om munden synes at sige, hvor uende
ligt ligegyldigt disse indskrænkede og „løierlige“ mennesker er hende.
Hun behandler den skikkelige Tesmann med overlegen og halvt skjult
foragt, mens hun er nedladende og paa samme tid indsmigrende mod
„lille Thea“. Men hendes Hedda havde blod i aarene trods sine brustne
illusioner, og der var en vis voldsom kraft, som brød løs i hendes op
blussende had til Thea, da hun brændte manuskriptet. I scenerne med
assessor Brack konverserede frøken Mejlænder med overlegen sikker
hed; det var verdensdamens let tilslørede koketteri, hvis grundtoner er
det magtbegjær, som giver sig udslag i Heddas trang til at raade over
menneskeskjæbner. Man havde indtryk af, at denne fine dame gjemte
lidenskab under sit kjølige ydre; tigerklørne var kanske ikke altid til
strækkelig skjulte og poten ikke altid blød nok.
I »Hjemmet" spiller Marie Mejlænder den verdensberømte sanger
inde, der uventet kommer tilbage til sit stille fædrenehjem, hvorfra hun
for 12 aar siden er bleven bortvist, fordi hun vilde gaa sine egne veie
og ikke bøie sig for den faderlige autoritet. Hendes entré virker som
et pust fra en fremmed verden med lys og luft. Magda kommer bru
sende ind i værelset i straalende toilette med diamanter paa hals og
haar; hun farer fra den ene til den anden, overvælder søsteren med
kjærtegn, snakker uafbrudt, indtil hun endelig et øieblik kaster sig i
en stol, hvorfra hun atter springer op. I scenen med societetens damer
er Magda overlegen og ironisk; hun ser med suveræn foragt paa disse
spidsborgerlige honoratiores, der betragter kunstnere som pariaer, hvem
ingen „født“ kan omgaaes. Frøken Mejlænder hævder stærkt Magdas
frihedstrang, der lader hende føle hjemmets lumre atmosfære saa tryk
kende, og hendes moderkjærlighed. Det er disse to følelser, som be
stemmer hendes handlemaade, og gjennem den udvikles den tragiske
udgang. Da v. Keller, hendes fordums elsker, aftaler betingelserne for
sit ægteskab med hende, hører hun først med sløv resignation paa ham;
Nylænde, 15de april 1896. 103
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
