- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 10. aarg. 1896 /
208

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Føljeton: En sommerhat (Tora)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ned, som himmelen var aaben. I vild fortvivlelse snapper jeg Emilies
paraply — hun, som har gammel hat, faar nøie sig med min parasol,
min rene, hvide parasol, som snart hænger som en vaskefille paa en
stang.
Vi havde for os en vei paa mindst 5 kvarter, om vi gik noksaa
fort, og regnet blev stadig værre og værre.
„Aa min hat, min fine, dyre hat, at jeg skulde tage den nu, naar
jeg næsten ikke har hrugt den før,“ sukker jeg. Jeg tænker ikke saa
meget paa kjolen, det faar gaa med den, som det kan — men hatten!
Regnet pøser ned, der blir store bækker i veiene, vi vasser igjennem,
saa det sprøiter om os, og skoene vore er for længe siden fulde af
vand; jeg kjender, det begynder at trænge igjennem kjoleærmerne ogsaa.
Uf — hatten, hatten! Jeg er saa kjed, at jeg siger ikke et muk og
saa egoistisk, at jeg fremdeles farer afsted med Emilies paraply. Vi
finder paa noget at snakke om, d. v. s. Emilie da, ikke jeg; jeg er
er bare idelig optat af hatten. Endelig siger Emilie: „Aldrig havde
jeg trod, at du store, friske menneske kunde bli saa ynkelig ud af dig
for en ussel „hat!“
„Den koster ti kroner,“ siger jeg mut. „Tror du kanske, jeg har
raad til at kaste ti kroner i vandet?“
„Ja, der har du for forfængeligheden din“, lo Emilie igjen; „hvor
for kjøber du saa dyr hat, naar den ikke kan holde ud en regnskur
engang? Vorherre vil nok kurere dig for den slags, og saa gjør han
det grundigt!" Hun lo paa nyt. Det slog ned som et lyn i min sjæl
— der var det! For hvorfor skulde det ellers været saa vakkert veir,
da jeg gik? En blev jo formelig indbudt til at tage paa sig det bedste,
en eiede!
„Nei, Vorherre vil nok, du skal ha større ting at optage tankerne
dine med end slig en fille hat,“ begyndte Emilie igjen, og jeg — sagde
ikke imod. Jeg var tilintetgjort. Ja, ja, Vorherre skulde ikke ha gjort
dette for ingen ting. Aldrig skulde jeg vel kjøbe slig hat mer i mine
dage — det skulde være vist. Og da jeg havde gjort op dette, var
det, som humøret friskned til igjen, og vi lo bare, saa det klang, især
da vi kom saa langt, at vi kunde se nedover til byen. Regnet havde
sagtnet adskilligt, og haabet dæmrede atter i vor sjæl, skjønt vandet
siled og randt af os, og skoene vore sang for hvert et skridt. Tænk,
saa blev vi poetiske ogsaa, mens vi trasked ned over de sidste bak
kerne. Enten dere vil tro det eller ei, saa laved vi hver vor linje i
følgende poem:
Tænk, hvilket underdeiligt skue,
om det bestraaltes nu af solens lue,
hvadheller og af maanens blege bue!
208 Nyi.ænde, iste ayg. 1S96.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Mar 12 00:54:17 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1896/0216.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free