Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Sjælevandring (Thora Holte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Under den havet, over den himlen, men foran den syden.
Men syden som virkelighed synes den ei saa deilig som det luftsyn,
den havde i skogen. For den stikkende sol matter og den altid gla
nende, blaa himmel forfærder. Og den sygner hen og putter det lille
magre hode under de trætte vinger. — — — Men en dag kommer
en luftbølge fra norden seilende. Og se! Den vaagner af sin
dvale og fyldes af længsel; men dens længsel skriger mod nord. Og
den synes at se lange, blanke fjorde sige ind mellem fjeldrevnerne,
høie aasrygge hyllet ind i vaarlyst birkeslør. Og en nat flygter den
sammen med en anden for der at bygge sig eget hjem.
— — Omsider gav Gud sjælen hestens legeme. Og den første
del af dens liv gled hen som en deilig, legende solskinsdag. Men da
der kom et menneske og spændte den for tunge vogne og tog dens
frihed, gled solskinsdagen bag tykke skodder, og i skodderne fødtes
dens livs anden del: Svøben streifer dens slanke ben og suser over
dens ryg. Den kaster det ædle hode bagover, fnyser, mens øinene
brænder i vred foragt. Men dens hersker, mennesket, forvandler dens
vilde trods til stille taalmod. Og hesten bliver omsider gammel, haar
falder af, ribbenene vises som skarpe furer i dens sider, og de store,
brune øine bærer udtryk af sorg og slukte haa-b. Og med tunge stene
slider den opefter bakkerne, men sne og is stjæler fra den fæste — den
falder. Og svøben hvisler over dens hode og rammer dens ryg. —
Og slag i slag falder den. Men der, hvor den har herjet, rinder rødt,
rygende blod! — Tungen hænger slapt ud, de gule, hvisne tænder
vises, en lang sitrende bevægelse farer gjennem kroppen, øinene
brister — den dør!
Sjælen er uden legeme og flygter til lyset. Og lyset er Gud. Og
Gud tager den bævende lille sjæl i sine hænder, velsigner den og
lukker den ind i en kvindes foster. Og det er som en drøm- — Men
se! Kvinden forløses, et lidet barn ser lyset. Og sjælen haar naaet
sin vandrings maal — mennesket.
Thora Holte.
238 Nylænde, iste sept. 1896
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
