Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Fra teatret (A. Hv.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tanker i forblommede ord. Disse to kloge mennesker sidder og taler
saa stille og rolig sammen i underlige billeder, og imens samler skyerne
sig mere og mere over bygmesterens hoved. Han, som ikke kan leve
uden livsglæden, føler stedse tungere den kvælende luft omkring sig,
og da han tilsidst tror at have fundet den, som kan bringe solskin ind
i hans liv, gaar han under paa sin jagt efter lykken.
Fru Dybwads spil bestaar af tildels glimrende enkeltheder; men
hun giver snarere flere til de mindste nuancer udpenslede trsek af en
karakter end et helstøbt billede. Det helhedspræg, der skulde forklare
Hilde for os, formaar hun ikke at forlene hendes skikkelse med; straa
lerne samles ikke i ét brændpunkt.
Men enkelthederne er udmærkede; der er scener med en stemning
og en tilforladelighed over, som virker betagende.
Hvor Hilde som en personifikation af ungdommen kommer ind af
døren, just da bygmesteren taler om sin angst for at blive overfløiet af
den yngre slægt, virker fru Dybwad ikke straalende og livfuld nok.
Trods det lidt forceret ungdommelige væsen er Hilde ikke saa umiddel
bar, at man forstaar hendes ugenerede falden med døren ind i huset;
den Hilde, man her skal kunne tro paa, maa være enklere, mere usam
mensat og mindre raffineret, end fru Dybwad fremstiller hende. Det er
jo idethele et vanskeligt kunststykke at komme over denne uceremoni
elle indtræden i et fremmed hus med randselen fuld af smudsige klæ
der og hovedet fuldt af en tiaarig drøm, og denne del af fru D.’s spil
förekommer mig mindst tilfredsstillende.
Men saa fjerner doktoren sig, og Hilde og bygmesteren bliver
alene. Samspillet mellem fru Dybwad og hr. Roald er her af den
største virkning. Han morer sig først over hendes naivitet, da hun for
tæller om hans besøg oppe i Nordland for ti aar siden, og han hører
smilende og halvt aandsfraværende paa hende. Men lidt efter lidt faar
han øie paa kvinden i hende, han stirrer og stinrer, og tanken paa at
finde livsglæden, som han ikke kan leve foruden, hos denne unge pige,
begynder at dæmre i ham. Dragne af tusinde fine, usynlige traade
nærmer disse to sig hinanden, indtil stykkets tragiske slutning afbryder
det forhold, der holder paa at udvikle sig mellem dem.
Fru Dybwad spiller her fint og indtagende, snart udfordrende i sit
diskrete koketteri, snart afvisende, som naar hun fornærmet „staar som
en støtte11 , indtil Solness for at formilde hende maa huske alt muligt,
som han øiensynlig ikke har anelse om. Og disse to sidder og leger
en dristig leg med ord, hvoraf hvert eneste har en dulgt mening.
Noget af det bedste ved fru Dybwads spil er den rolige og paa samme
tid indsmigrende maade, hvorpaa hun behandler Solness, da han ikke
vil skrive under Ragnars tegninger. „Saa var det de tegningerne da,
274 Nylænde, 15de okt. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
