Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - Fru Mallings bøger (A. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligne en Jane Greys fuldkommenheder med en dannet ung kvindes i
vor tid, saa nøler vi ikke et øieblik med at give den sidste fortrinet".
Og dette tror jeg, vi trygt kan tage til os uden nogen falsk be
skedenhed. Geniet er bestandig noget for sig seiv, men det man kan
lære, kundskaber, har vi utvilsomt mer af end hine kvinder. Og paa
samme maade, som vi staar høiere i kundskab, staar vi ogsaa ube
tinget høiere i moral. Vi behøver ikke, for at forstaa det, at gaa saa
langt tilbage som til Herodot, der fortæller, at de unge pigers lig aldrig
kunde udstilles ved ligsyn uden at resikere krænkelse af „skabningens her
rer“ eller til dronning Kleopatras mange udskeielser. Det er nok at tænke
sig tilbage til slutten af forrige aarhundrede, netop til madame Staéls
og madame Rolands tid. Nu gyser vi rent tilbage ved den tids frivole
tone og efter vor mening slappe moral. Og dette har vistnok fru Mai
ling faaet meget godt frem. Det er ganske sikkert historisk og for sin
tid betegnende, at det ikke er manden monsieur H’oudetot men elskeren
monsieur Saint-Lambert, der bør føle sig krænket over, at Rousseau
gjør madame H’oudetot en kjærlighedserklæring.
At en gift kvinde havde en elsker, blev ikke alene tolereret, men
man fandt det modsatte næsten unaturlig. Og at elskeren var intim
husven og omgangsven ogsaa for herren, syntes kun at være i sin
orden. Det er en fin, smuk skildring af Rousseaus forhold til madame
H’oudetot, som fru Mailing har givet os i Eremitage-idyllen. —
Hendes skildringer af Napoleons tid er ikke mindre tiltrækkende.
Jeg vil her kun minde om helten i „Guvernørens frue" madame Junot.
Moralen synes dog at være noget stænkere, man finder det ikke længer
absolut fornuftstridigt ikke at have nogen elsker. Man respekterer ma
dame Junot, fordi hun kan gaa op i kjærlighed til manden, til monsieur
Junot, der vistnok elsker hende, men som dog alligevel ikke generer sig
for at tilbringe natten, ja nætterne hos fyrstinde Pauline. Paa den tid
dreiede alt sig om Napoleon, han var guden. Monsieur Junot var en
lidenskabelig Napoleontilbeder, det er betegnende, at han satte størst
pris paa titelen: Napoleons første adjudant, det var mere for ham end
marschalstaven og æreslegionen. Madame Junot tilhørte en gammel æt,
der sagdes at nedstamme fra det græske kongehus, hun følte sig altid
jevnbyrdig, kanske endog overlegen Bonaparterne. Napoleon var hen
des barndomsven og ungdomshelt, hun har vistnok delt sin samtids
beundring for ham. Og dog kunde hun sige nei til ham, til guden;
kanske hun var den eneste, der kunde afvæbne ham, tvinge ham til at
holde lidenskaberne itømme, og til at respektere hende som menneske
og kvinde. Napoleon følte, at i hende havde han trods alt en trofast
ven, som han kunde stole paa. Man forstaar, at det maatte være en
bedsk drik for madame Junot, da Napoleon led nederlag og blev for-
316 Nylænde iste decbr. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
