Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Laura Marholm Hansson. Hendes metode og hendes publikum (Gina Krog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De to skisser er meget langt under al kritik, det er som om hendes
ærgrelse ogsaa fuldstændig har opædt hendes talent.
L. M. erklærer kvindesagen i norden skabt af Bjørnson og Ibsen
og skynder sig saa over til Sverige for at pege fingre ad nogle stak
kars unge damer, som engang sluttede sig sammen i et slags „Svava
forbund“. Kvindelinien her i Norge f. eks. lader hun ikke til at ha
øie for.
Dette kan nu være politik, for kvindesagen, som simpelthen en
ætling af den franske revolutions: „frihed, lighed og broderskab" (se
epilogen i „Vi kvinder og vore digtereu) kan hun ikke faa til at
passe her. Camilla Collett.f. eks. fordrede jo, som bekjendt, først og
fremst den — kvindelige følelses ret, retten til at elske.
Men det kan ogsaa være mangel paa kjendskab, og her kan forf. være
lidt undskyldt, for sin viden herfrå faar hun sandsynligvis mest gjen
nem unge nordmænd, disse som for at citere Aasta Hansteen „fra sin
belæstheds høie taarn“ tuder i „smaaguttrompeter“, en Niels Kiær, en
Hjalmar Christensen, og uvidenhed er jo et mildt ord at bruge om
deres skildringer af kvindesagen.
Der er en ting, som L. M. H. slet ikke taaler, det er at mænd
staar beundrende ligeoverfor kvinder, ser op til dem. Naar hun træffer
paa det, blir hun rent vanvittig og snurrer rasende omkring sin fixe idé.
Det ser ud til. at hun har koncentreret al sin kraft paa det at faa
gjort det af med mænds beundring og ærbødighed. Kvinden vil vinde
i kraft paa det, mener hun ogsaa tydelig.
Et steds taler hun om, at der aldrig har hersket kvindetilbedelse i
Rusland — og det er jo forsaavidt sandt som feudalvæsenet aldrig har
havt raaderum i Rusland, hun dvæler med forkjærlighed ved de rus
siske kvinders kraftige natur — som man ved, ansees jo de russiske
mænd for forholdsvis svage. Man taler undertiden om mandshadere,
det har faldt mig ind, her har vi mandshaderen, den argeste af alle.
Hun har skarpblik til at se, at hvis manden mister al evne til at se
op til noget ideelt kvindeligt, saa — gaar det nedover, da er det forbi
med ham og hans kulturprestige. Og naar manden, som ifølge L. M.,
alene repræsenterer mennesket, aanden, afsvækkes, saa kan hendes kvinde:
dyret, kjønnet, vildskaben, ved listig at underordne sig komme paa sin her
skerplads, og saa kan hendes ideal: sanselighedens æra for alvor be
gynde. En kritiker i „Deutsche Rundschau" er inde paa denne tanke.
Han siger: „hun vil faa manden under og udplyndre ham. Hendes
livsopfatning samler sig i det sanselige. Mandens værk og mandens
stræben har hun ingen forstaaelse af. Hun er i sit inderste indre fuld
stændig ulyrisk, hvad efter hendes mening alle kvinder er“.
Ja hun er saare ulyrisk, og hun virker tørrere og tørrere — men
nylænde, iste .anuar 1897. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
