Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. 15de juni - Nogle tanker i anledning af Knut Hamsuns foredrag „Om overvurdering af digtere og digtning“ (Emma Ree)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig over de gamle og haaner dem. Det er det, der ikke tiltaler mig i
Hamsuns foredrag. Det er især Ibsen og Jonas Lie, det gaar ud over.
Ibsen — han har da ialfald gjort Norges navn bekjendt over hele ver
den — og Jonas Lie, ham holder vi af. Og seiv om „DyreRein“ ikke
er af hans ypperste værker, hvem vil bytte den lille solstraale „Merete"
med en „Teresita“? Jeg tror Hamsun kunde være glad, om han som
gammel mand kunde se tilbage paa en livsgjerning, som Jonas Lie’s.
Hamsun er ærgerlig, fordi digtningen ogsaa skal overtage moral
forkyndelsen for det store folk, han kalder det „at arbeide paa at gjøre
den (digtningen) til noget andet og mere, end den egentlig er.“ —
Ja, saa uvidende og ulorstaaende er jeg, at jeg netop troede, det
var digtningens maal og inderste grund dette, at styrke moralen hos et
folk. Ikke moralprædikanter i den forstand, men at de ved sin kunst
skulde bringe os glæde, lære os at elske og forstaa vore medmenne
sker med alle deres baade onde og gode sider, lære os at gaa med
aabne øine og hjerter gjennem livet, se alt det skjønne, verden gir os,
gjøre os glade og stærke og derved til bedre mennesker. — Og de
digtere, der har den evne, dem maa vi faa lov at elske, der kan ikke
blive tale om overvurdering af dem. — Jo flere man har, desto rigere
er nationen, og jo mere man kan forstaa dem og tilegne sig deres
tanker, jo mere dannet og lykkelig maa folket blive. Jeg tænker især
paa vore gamle, Wergeland, Welhaven, Jørgen Moe, Camilla Collett og
Landstad, og mange af de nulevende ogsaa, hvem \i skylder mangen
god stund, mangen fornyet arbeidskraft. Derfor maa vi elske vore
digtere, lære vore børn og vor ungdom at elske dem, jo mere desto
bedre. Mennesket lever ikke af brød alene. Men da maa nødvendigvis
digterne være som lysende stjerner, der viser os veien til høider, vi
aldrig kunde naa alene. I den forstand maa altsaa digtningen overtage
moralforkyndelsen.
Hamsun siger videre: „Han følges i hælene af snobbernes nysgjær
righed, han kan ikke reise en sviptur til Drøbak uden at komme i
aviserne for det, han faar anonyme breve med smaa mellemrum og
utallige skrivelser fra begeistrede pebermøer. Og alt dette hændes dig
teren, fordi han er nationens største mand“.
Hamsun taler vel her af egen erfaring, og vist er det, at saadant
snobberi er modbydeligt. Men det synes mig ikke at være noget ud
slag af overvurdering af digtning og digtere, men kun en overvurdering
af vedkommendes egen person, fordi han er kommen paa mode. Avi
serne har her skylden, maaske ogsaa de unge digtere seiv, der svært
gjerne sørger for at faa sit navn i aviserne med fede typer saa ofte
som muligt. Det gjælder jo for dem ikke at blive glemt, den mindste
ubetydelighed, de har at skrive om, altid deres navn med store fede
Nylænde, 15de juni 1897. 159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
