- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 /
279

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Føljeton: En oplevelse. Den 30te september 1897 (M. Sv.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

holdt en længere enetale — med ægte nordlandsk accent — om det
forfærdelige i at bli „sat iland paa en ode ø, paa det uvisse, og uden
eksistensmidler i den mørke nat“. En yngre kone forsøgte at trøste
ham. „ Kjære dere, jeg har da virkelig hørt i romanerne, at naar sligt
hænder, at skibbrudne blir sat iland paa en øde ø, blir der sørget for
dem, de omkommer ikke af hunger, de blir reddet, og der sørges godt
for dem i alle dele." — Tror saa De, det kan være farligt paa en slig
ukjendt ø? spurgte hun mig. Nei, det kunde jeg da ikke tænke, med
mindre der var menneskeædere paa øen. Men koldt kan der vel bli,
tør det lyser af dag.
Jeg er fra barn af saa vant til at færdes i baad og i alt slags veir
saa jeg skjønte, der ingen grund var til at være bange. Og klokken
seks om morgenen var jo rutedampskibet ventende.
Vi maatte ro en stiv time før vi naaede frem, da vinden var stik
imod. Det viste sig heldigvis at være en liden holme. Endnu saa vi
ikke de øvrige havarister, som var kommet iforveien, men hørte deres
stemmer fra toppen af holmen, hvor de var klatret op. Jeg begyndte
at gaa opover, men vanskelig tur var det, mørkt og dybe revner
overalt! — Jeg fandt ogsaa, at det var saa meget lunere nede ved
vandét og vendte derfor tilbage og blev staaende der alene i ca. to og
en balv time, indtil endelig dagen brød frem. Frøs gjorde jeg, det er
vist, men takket være portvinen, saa havde jeg det ikke værst. Da
solen stod op, kunde man spadsere omkring. Men endnu var der
ingen lanterne at se.
Jeg nærmede mig nu mine ulykkesfæller. Det var et blandet sel
skab, Iste plads og dækspassagerer, nogle saa indpakket, at det var
vanskeligt at se, hvad slagt væsener de var, damer og herrer indhyllet
i uldtæpper med et forfrossent udseende. Der var en meget målerisk
gruppe imod den klare luft, nogle sad, men de fleste gik omkring. —
Jeg fik saadan lyst til at ta en skisse og havde ogsaa skissebogen
med, men maatte opgive det, da jeg var for kold paa hænderne. Der
var nogle udlændinger, endel tyskere og en ung russisk geograf, som
gjerne vilde tale, men jeg tror neppe nogen forstod ham. Han talte
gebrokkent italiensk-russisk. Han kom flere gange hen til mig og talte
meget ivrig, vistnok om nattens begivenheder, men til liden nytte.
En sindssyg og to forbrydere skulde ogsaa være med, sa man — men
jeg opfattede dem ikke — Men nu skulde skibet være der.
Vi længtede og stirrede — men ikke at øine! Efter fire timers for
løb kom saa en baad fra vort skib med uldtæpper, som blev modtaget
med jubel. — Jeg havde jo portvinen, som jeg drak i smug, saa jeg
besluttede mig til at renoncere paa tæppe. Heller ikke bød man mig
noget, hvilket beroligede mig, thi det var ikke med god samvittighed
Nylænde, 15de oktbr. 1897. 279

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 14 01:04:19 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1897/0289.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free