Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Lykken. Af Hjalmar Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2og
Jeg syntes igår, at jeg var hjemme
pä gården, at jeg lå ude på græsvolden
i dybt, sommermodent græs, og solen
skinnede, og det var rödt af blomster
langt bortover, rödt og blåt, af
rödklöver, af syrestilkenes röde toppe, af
blåklokkernes tunge hoveder. Og jeg
syntes, at de röde og de blå, de ventede
alle. Ventede en, som skulde komme.
Alle hoveder lyttede.
Jeg lyttede også. Så kjendte jeg
din hånd på min pande. Det var dig,
som kom. Men da jeg tog efter din
hånd, var du borte.
Du — jeg tror, at når man elsker,
er den elskede altid hos en. Jeg går
lange ture med dig i drömme. Jeg föler
din arm indtil mig, og jeg ser din hånd,
den lille hånd i den brune handske. Og
alligevel er den elskede aldrig hos en.
Ikke i kjærlighedens voldsomste
öieblik-ke var du mig så nær, som jeg vilde.
Den, man elsker af hele sit sind, med
susende blod, med det store hårde
be-gjær og den lille ydmyge bön i hjærtet
— den kvinde kommer man aldrig nær
nok. Hvert lykkeligt öieblik gjemmer
en tærende længsel. Jeg kan aldrig finde
ord eller blik eller kjærtegn for det, der
er dit i min sjæl, det som suser og
tindrer og bölger derinde, det som kan ligne
den stille höitid i skogen, når vinden ved
aften dör hen i trætoppene, og det som
kan ligne havets store uro en uveirsdag.
Jeg kan aldrig föle mig fuldt nok som din
herre, og jeg kan aldrig böie mig dybt
nok for dig, min herskerinde. Jeg sidder
ved din side og ser ind i dine öine, og
jeg skjælver af glæde, og jeg synes i
samme öieblik, at jeg har mistet dig, at
Jeg går i en stor mörk skog og söger
efter en liden pige, som jeg havde
engang. Men jeg har ikke havt dig, og
jeg får dig aldrig. Du lever, og jeg
lever, hver for os lever vi, og kanske
kommer der engang en fremmed, en an-
Ord och Bild, n:e årg.
den, en månd, og stiller sig imellem os,
stiller sig på den åbne plads, som altid
er der, mellem to mennesker, som lever
hver sit liv.
Og alligevel — hvor jeg er
lykkelig! Jeg har kysset dit brev — jeg gråt
af glæde. Det er, som om der drysser
små blöde fnug, små varme dråber over
min sjæl, når jeg tænker på dig.
Men når jeg forsöger at gribe efter
de små blomsterfnug, de usynlige
regndråber, så blir de borte. Når jeg sier
til mig selv: du er jo lykkelig, så
kommer angsten.
Javist skammer jeg mig over min
dårlighed. Du vilde le af mig, hvis du
vidste, hvad tanker jeg undertiden går
med. Le din lyse, lidt hårde latter, din
kolde solskinslatter, som går så varmt
gjennem alle mine nerver. Jeg er
hverken så helt ung eller uerfaren, ved du,
og undertiden kommer al min gamle
viden, min erhvervede klogskab og
sporger mig: er du ikke dum, er du ikke
blit en dum forelsket gamling, uden öine,
uden forstand? Tror du, at dette altid
kan vare, — er det ikke tænkeligt, at
hun engang blir træt af en kjärlighed,
der altid går i ring 0111 hende,
beskuende, beundrende, glad, sorgmodig, en
kjærlighed, der aldrig hviler eller lader hende
hvile. Ved du ikke af egen erfaring, at
den, der elsker uforbeholdent og af hele
sin sjæl, altid går i stor fare? Har du
ikke selv i fordums dage mere end en
gang vundet en seir, fordi du elskede
mindre, tænkte koldere end din medbeiler.
Der er en ung månd, som nu og da
kommer i vort hjem — ingeniören, den
höie blonde — jeg kan gjerne tilstå det:
jeg har undertiden været jaloux på ham.
Og nu, når jeg er så langt fra dig, og
jeg foler mig svag, og undertiden ræd,
ræd for noget ukjendt, for at miste dig,
eller for döden, jeg ved selv ikke, — nu
kan det hænde mig, i mine halvvågne
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
