Ord och Bild / Elfte årgången. 1902 / 453 (1892-1951) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaard. En karakteristik. Af Harald Höffding. Med 9 Billeder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Testamentes Kristendom», skønt han
mener, at de ofte give et rigtigere Billede
af denne end de ortodoxe Teologer. —

De tre Grupper af Skrifter kunne
ikke holdes strængt ude fra hverandre.
Det er tre Strømme, der her flyde
samtidigt fremad, snart skilte, snart forenede.
I Kierkegaards senere Produktion (efter
1846) høre de to første op at rinde, og
der sker en fuldstændig Koncentration i
det Religiøse; det er ogsaa nu først, at
Kierkegaard selv gennemlever en saadan
indre Bevægelse, at han tør sige om sig
selv personligt, at nu staar han »ved
Troen i dybeste Forstand». Men naar
han nu kastede et Blik tilbage paa den
overvældende og mangesidige Produktion
fra de foregaaende Aar, stod det for
ham, som om den fra først till sidst var
anlagt paa at føre til et eneste Maal:
til at føre Menneskene, Samtidens
æstetiserende, spekulerende og verdslige
Mennesker, til Selvforstaaelse, til
Klarhed over, hvilket »Stadium», de tilhørte,
og til Beslutning om gennem et kraftigt
»Enten-Eller» at tilhøre det Højeste eller
dog klart at erkende deres Afstand fra
det. Men saa var det, at
Betænkelighederne og de mange Overvejelser for
og imod vaagnede. Skulde han være
fuldt ærlig, kunde han ikke tillægge sig
en saadan oprindelig Hensigt.

Betænkelighederne vare af forskellig
Art, og det lønner sig at dvæle ved
dem, da de kaste Lys over Kierkegaards
inderste Væsen.

TEGNING AF N. C. KIERKEGAARD.

Kierkegaard var Psykolog nok til at
vide, at en æstetisk og intellektuel
Produktion i større Stil ikke kan fremkaldes
med fuld Bevidsthed og som Middel til
et udenfor liggende Formaal. Og naar
han besindede sig, blev han klar over
det Uvilkaarlige i hans Produktion, det,
han ikke frygter for at kalde det
Geniale. »Ethvert Geni er overvejende
Umiddelbarhed, kender intet Hvorfor». Først
bagefter kan det uvilkaarligt frembragte
Værks Betydning blive klar. Her passer
Kierkegaards egen, i en anden
Sammenhæng udtalte Tanke, at vi forstaa
baglængs, men leve forlængs; dette Sidste
gælder særligt om det skabende Geni. Og
ofte var Produktionstrangen saa stærk at
den truede med at sprænge ham, ødelægge
ham paa Sjæl og Legeme. Han maatte
med Selvbeherskelse lægge en Dæmper
paa sin Lyst till at skrive, saa at han
kun arbejdede nogle Timer om Dagen.
— Paa den anden Side turde han heller
ikke betragte sig som et udvalgt Guds
Redskab, der uden at være sig det bevidst
havde arbejdet i det Religiøses Tjeneste,
uagtet han var klar over, at det
Religiøse laa langt dybere i hans Sjæl fra
først af end de æstetiske og filosofiske
Interesser.

Dertil kom, at han fra først af havde
tænkt sig sin Forfattervirksomhed som
noget blot Midlertidigt, et Afløb for den
store Trang til literær Produktion, før
hans praktiske Virksomhed som Præst
begyndte. Og senere var han flere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>