Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - En Krigsfange. Af Mary B. Westenholz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6s 6
mary b. westenholz.
rörte sig ikke af Pletten, men Munden
pressedes haardere sammen, og medens
han stirrede mig lige ind i Oinene,
löf-tede han Sabelen over sin Skulder med
begge sine Hænder — den var næsten
ligesaa lang som han selv, for Du milde
Himmel, hvor saa han lille ud!
Jeg vidste virkelig et Ojeblik ikke,
hvordan jeg skulde gribe Sagen an, jeg
er overbevist om, at var vi redne et
Skridt frem, var han faret ind mellem
Hestenes Ben med sin Sabel, og
hvordan var det saa gaat min tapre Fjende?
Saa fik jeg en Idé. »Captain», sagde jeg
og gjorde Honneurs. »De maa overgive
Dem. Deres Folk har forladt Dem.
De ser vi har Overmagten.»
Han svarede ikke, men missede lidt
med Ojnene og saa lidt mindre
frygtelig ud.
Jeg stod af Hesten. »De indser nok,
De er min Fange. Der kommer flere
af mine Folk», sagde jeg og pegede paa
de to udsendte Dragoner, der nu kom
henimod os fra den modsatte Side. »Giv
mig Deres Vaaben.»
Han betænkte sig lidt, saa rakte han
mig sin Sabel, men blev bestandigt
staa-ende paa sin Fæstning, uden at vige.
Jeg kunde nu have afsluttet Komedien —
eller Dramaet, for han var ikke nogen
komisk Figur, men jeg var ung den
Gang og fuld af Sympathi og Forstaaelse
for den alvorlige lille Ridders Fölelser —
saa var jeg naturligvis ogsaa letsindig,
jeg besluttede at spille Stykket tilende.
Jeg sagde derfor med den störste
Alvor: »Jeg maa bede Dem sidde op
hos en af mine Folk og fölge med».
Havde han nu vist noget Tegn paa
Frygt eller Fortrydelse, havde jeg ladet
ham gaa for det han tilsyneladende var,
en lille syvaars Dreng, men han saa
bestandigt lige vred og bister ud. Jeg
gav mine Ordrer til en af Folkene, en
gammel gift Månd, der selv havde smaa
Drenge hjemme, og saa hjalp jeg
»Cap-tainen» op foran ham paa Hesten.
»Tror De, Captain», sagde jeg, »at vi
kunde faa fat paa en af Deres Folk?
Vil De ikke kalde paa en af dem?»
Han betænkte sig igjen et Ojeblik,
saa raabte han hen mod Diget: »Stine!»,
og da han havde raabt et Par Gange,
kom Stines Hoved virkeligt tilsyne over
Diget.
»Kom lidt herned, Stille», sagde jeg,
»vi skal ikke gjöre Dig noget».
Stine, der viste sig at være endnu
mere diminutiv end min Fange, saa paa
sin Captain, og kröb helt op paa Diget,
men nærmere vilde hun ikke komme.
Jeg kunde se paa hende, skjöndt hun
var saa angst som en lille Mus, at hun
var Söster til min fangne Love, derfor
sagde jeg til hende: »Jeg har taget Eders
Captain tilfange, nu kan Du tage et
Brev hjem med.»
Saa skrev jeg paa et Blad i min
Tegnebog, paa Tydsk naturligvis. »Jeg
har taget Deres heltemodige Sön
tilfange. Jeg skal nok passe godt paa
ham og sende ham hjem imorgen tidligt. >
Jeg skrev mit Navn og min
Kvarterværts under.
Stine tog nolende mod Brevet.
»Kommer Du ikke hjem med, Martin», sagde
hun, og paa hendes Ansigt trak det
svært op til Regnveir. Jeg saa op paa
Captainen, hans Ansigt var ildrödt og
hans Mund bævede, jeg skulde lige til
at foreslaa ham at gaa hjem med Stine,
men saa sagde han med lynende Ojne
til Stine: »Sikke nogle Kujoner I er!»
og Stemmen udtrykte en saadan Foragt
og Forbitrelse, at jeg fölte det
fornærmelige, der vilde være i et saadant
Forslag fra min Side.
»Löb nu hjem, Stine», sagde jeg,
»Captainen er min P’ange, og ingen faar
Lov til at gjöre ham Fortræd». Og
efter at have forvisset mig om, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
