Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forntid och samtid - Andersen, Vilhelm: Modersmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526
VILH. ANDERSEN.
Hustru, der kærtegner sin elskede. Sna-
rere er det en Madonna, der velsigner
dem. Eller hun er en Moder: hun hver-
ken velsigner eller udmærker dem, hun
bare vedkender sig dem. Derför er de
der, ikke for deres egen Æres Skyld, men
for hendes.
Dette er meget smukt, fordi det
virkelig er ganske sändt. For de fle-
ste af de Mænd, der kender til at ar-
bejde kunstnerisk med et Sprog, falder
det ganske naturligt, at de kommer til
at elske dette Sprog, som man elsker
en Kvinde, fordi hun er min og ingen
andens. De hersker, det skal tjene.
Det er deres störste Glæde at tvinge
Sproget til at blive deres Sprog, til at
sige deres Tanke paa deres Maade. Det
skäl være dem til Vilje, som man siger.
De fleste ypperlige Sprogkunstnere vil
vedkende sig denne Opfattelse. De to
Mænd paa Modersmaals-Mindesmærket
fölte det snarere modsat. Sproget, »vört
Modersmaal» som de siger, skulde ikke
være dem til Vilje, men de skulde göre
dets Vilje, de skulde tjene. De tog det
ikke som en kunstnerisk, men som en
historisk Opgave. Og dette gælder ikke
blot om Historikeren, A. D. Jörgensen
— en poetisk Natur, det ofrede en stærk
oprindelig Tilskyndelse til at udtrykke
sit eget indre Liv i digterisk Form for
at forstaa sit Folks og sit Sprogs, et
klögtigt Hoved, der tit med Magt maatte
betvinge sin Lyst til at tilfredsstille sin
Skarpsindighed ved lærde Enkeltunder-
sögelser for at kunne skrive Fortællinger
af Danmarks og Nordens Historie, som
alle kan læse. Det gælder næsten endnu
mere om Digteren, Lembcke. Det bed-
ste, han har skrevet af selvstændig Digt-
ning — han er eliers mest kendt for
sin Oversættelse af Shakespeare, et Ar-
bejde, hvori han ogsaa fölte, han tjente
sit Modersmaal — er hans Sange fra
den Tid, han deltog i Kampen for det
Danske Sprog i Sönderjylland. Digtet
»Vört Modersmaal» blev til, da han paa
Opfordring af en Festkomité skulde skrive
en Sang til en Afskedsfest for en af den
danske Sägs Forkæmpere. »Det har al-
tid pint mig at skrive Sange paa Op-
fordring. Jeg gik og spekulerede först
paa en Melodi og saa blev jeg hængende
ved »En dejlig ung Ridder» (en sönder-
jysk Folkevise), som den Gång netop var
indfört af Sangkvartetten (i Haderslev),
men imedens jeg nynnede paa den, saa
kom af sig selv »Vört Modersmaal» frem,
næsten uden at jeg vidste af det, og saa
maatte jeg til at skrive en anden til Lejlig-
heden». Det vil sige, at medens han gik og
»pinte» sig for at faa Sproget til at være
sig til Vilje, kom Modersmaalet »af sig
selv» og böd ham, att han skulde sige
dets Vilje. Der er virkelig heller ikke
noget dansk Digt, hvori der er mere af
det danske Sprogs »Vilje» end i Lemb-
ckes Sang. Derför har Sproget ogsaa
vedkendt sig ham og givet ham, den
ellers ubetydelige Digter, der slet ikke
fordrede noget for sig selv, det bedste,
Udödeligheden, ved at optage hans bed-
ste Digt, det bedste Udtryk for hans
Væsen, i sig og gemme det, saalænge
det selv lever.
Saaledes har Kunstneren ikke blot
sammenstillet, men virkelig samlet de to
Mænd, som Giveren har önsket at hædre
i Förening, paa sit Mindesmærke. Det
blev da en ny Vanskelighed at skille
dem, hver med sit Særpræg. Hvem er
Digteren af de to7 hvem er Historjkeren?
Ingen, der ikke i Forvejen er underret-
tet, vilde kunne sige det. Edvard Lemb-
cke med sit gode, grimme Ansigt og sit
Skipperskæg ser i al Fald ikke ud, som
man her til Lands plejer at forestille sig
en Digter. Kunstneren selv forklarer, at
han har vulet betegne Digteren ved at
lade Lembcke se fast og bestemt ud i
Fremtiden, ligesom han ved det noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
