Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANSK SCENEKUNST
KARL MANTZIUS
Af CARL BEHRENS
Med 6 Billeder
GSAA SCENEKUNSTEN har sine
Dynastier. De Egenskaber, der
betinger Skuespilleren, synes til
Tider i særlig Grad at være
arvelige i bestemte Slægter. Medens man savner
Exempler paa, at en stor Digters Sønner
bliver Digtere — efter Goethe fulgte ingen
anden Goethe, efter Oehlenschläger ingen
anden Oehlenschläger — medens Malere
og Komponister kun rentundtagelsevis har
dannet Dynastier (Breughel’erne, Bach’erne,
Hartmann’erne) — har den reproducerende
Skuespilkunst en mærkelig Ævne til at gaa
i Arv fra Fader til Søn, eller fra Fader til
Dattersøn. I Sverig har man Almlöferne,
i Danmark Wieherne, hvis Moder var en
Datter af den store Michael Rosing.
Ogsaa den Skuespiller, som i disse Aar
har præget det kgl. Teater stærkest og som
nu er bleven dets kunstneriske Leder: KARL
MANTZIUS har taget Ævner i Arv fra sin
Fader, den som Karakter- og komisk
Fremstiller fortræffelige KRISTIAN MANTZIUS,
der døde i en forholdsvis ung Alder 1879.
I den klassiske Komedie hos Moliére og
Holberg, i 40-ernes Studenterlystspil hos
Hostrup, men fremfor alt som Falstaff var
gamle Mantzius en genial Fremstiller. Hans
Lune ejede en fantasifuld Fylde, som gav
hans Skikkelser noget overdaadigt og dog
aldrig lod dem træde ud af Rammen, og
samtidig en klog Beregning, som fik ham
til at indse sin Begrænsning.
Fra sin Fader arvede Karl Mantzius
mindre Fantasien end Kløgten, mindre den
komiske Fylde end Malicen, mindre
Hjær-tet end Hjærnen, selv om han har spillet
enkelte af hans berømte Roller som
Ar-nolphe i »Fruentimmerskolen».
Karl Mantzius stod oprindelig tvivlende
overfor sit Livskald. Han spillede visselig
som ungt Menneske Skolekomedie — han
hørte sammen med to Jævnaldrende: Poul
Nielsen og Jacques Wiehe til sin Skoles
Talenter, og da de virkelig senere alle tre
blev Skuespillere, sluttede en fjerde fra
samme Ungdomskreds sig till dem: Johan-
nes Ring. Alle fire har i den forløbne
Vinter kunnet fejre deres 25 Aars
Skuespillerjubilæum.
Det var den franske Filologi, som først
tiltrak den unge Mantzius. Hans Studier,
der blev drevne med videnskablig
Stringens, gjorde ham fortrolig med den
galliske Aand i dens klareste og mest
funklende Frembringelser. I disse Aar vandt
han sin nøje Fortrolighed med fransk
Komediedigtnings Væsen, lærte at beundre
Moliéres versificatoriske Elegance og
vidtspændende Lune, lærte grundigt at forstaa
den litterære Udvikling gennem de
forskellige Epoker. Der manglede kun lidet
i, at den unge Akademiker var naaet frem
til den Magisterkonferens, som skulde have
kronet hans Studier — saa brød han af.
Skuespillerlysterne var bievne for stærke til
længere at kunne dæmpes. Arven fra hans
Fader ytrede sig med en Tydelighed, der
ikke var til at overhøre.
Men disse Aar havde alligevel ikke
xy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
