Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidsalder møder man blandt Mantzius’
Roller den bedrageriske Forvalter Æbeltoft i
»Gulddaasen», en Præstation, der i sine
Hovedpartier bringer En til at beklage, at
Kunstneren aldrig har faaet Lejlighed til at
udføre Franz Moor eller Sekretær Wurm.
Spidsborgerne hos Heiberg og Hostrup har
han i en Aarrække spillet, selv i Kong
Christian den IV:des Klæder i det
uopslidelige »Elverhøj» trækker han stadig som
pligtopfyldende Teatermenneske, — men
indenfor det moderne Skuespil og Lystspil
er han alligevel først for Alvor modnet til
den Kunstner, han er.
Og hvor naturligt, at en moderne
Kunstner først for Alvor føler Jorden brænde
under sig, naar han staar paa sin egen Grund
overfor Mennesker, som han maa kunne
forstaa, da de er hans Samtids, hans eget
Kød og Blod. Her kan Skuespillerens
Menneskestudium — han »sluger»
Mennesker i nok saa høj Grad som en Digter
som Hebbel f. Ex. — afsætte sine rigeste Skud,
her kan han faa fyldigst Anvendelse for sine
Erfaringer, for sin Æ.vne til at reproducere
Virkeligheden til ny og typisk Virkelighed.
Unge Lapse og gamle Hædersmænd,
Lediggængere og Pligtmennesker, Ræsonnører
i alle Afskygninger — Skikkelserne mylrer
frem, naar man tænker paa Mantzius i det
moderne Repertoire. Han fremstiller den
punchedrikkende, falsetsyngende Friherre
Claes i Gustav Esmanns »Den kære Familie»
med samme smældende Livagtighed som
det elskelige alderstegne Inventar, der
synger Potpourri-Visen i denne Forfatters »Det
gamle Hjem». Han er baade den
raffinerede Stokjurist i Henri Nathansens
Skuespil »Den gode Borger» og den af
Racetradition gennemsyrede gamle Israelit i
denne Dramatikers sidste mærkelige Arbejde
»Daniel Hertz», der var den forløbne
Teatersæsons eneste Begivenhed i det hjemlige
Repertoire. Han giver let karikerede
Nutidstyper fra moderne dansk Samfundsliv i
Lystspil som Sophus Schandorphs
»Hjemkomst» og Otto Benzons »Moderate Løjer»,
han tilegner sig sidstnævnte Forfatters
spillende Vid som Arthur i »En Skandale» og
forvandler sig til Huslægen som Forsyn,
Trøster og skarp Iagttager i Gustav Wieds
elskværdige lille Stykke »Skærmysler», der
hører til det kgl. Teaters helstøbte
Lystspil-fremstillinger.
Men fremfor alle andre Skuespilpræ-
Ord och Bild. i8:e årg.
Fot. Lindström.
RELLING I VILDANDEN.
stationer hæver sig i disse Aar Mantzius’
Baron Trolle i Sven Langes Dramatisering
af Jacob Knudsens Fortælling »Den gamle
Præst» højt ved Opfattelsens Ægthed og
Gennemførelsens Sikkerhed. Mantzius havde
forstaaet denne Mand til hans inderste
Fibre, læst, hvad der bevægede sig dybest i
hans Hjærte, og hvad der drev ham til hans
modige Selvopofrelse. Aldrig har denne
Kunstner vist sig mere ægte menneskelig
end i den store Samtale med Præsten i
Skuespillets sidste Akt. Man mærkede
Skæbnens dunkle Indgriben i den
menneskelige Tillværelse, følte, at der var noget,
som hed Nemesis. Landjunkeren med den
lette fyenske Dialekt blev i Mantzius’
Fremstilling et Paradigma paa den evige
Konflikt i den menneskelige Natur mellem Vilje
og Instinkt, og hans indre Kamp et
Sjælestudium, hvori den sceniske Kunst ikke kan
naa videre.
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
