Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYGMESTER SOLNESS.
Baron Trolles Rolle betegner
Højdepunktet i Mantzius’ Kunst. Den er
Bjærgtop-pen, hvorfra man ser ud over alle hans
øvrige Roller. De hæver sig i brogede
Fortoninger, mørke og lyse, smilende og
alvor-ige, stræbende mod Tinderne, altid prægede
af en ihærdig Stræben, en kraftig Myndighed,
en higende Personlighed. Nær op ad
Baronen staar Roller som Ægtemanden i Sven
Langes »En Digters Kærlighed» og
Fabrikejeren i Helge Rodes »Dansen gaar», hver
for sig interessante moderne Fremstillinger.
Men ellers maa man søge over i det norske
og svenske Repertoire for yderligere at
søge Mantzius’ betydeligste Indsatser i dansk
Skuespilkunst.
Han har skabt en glimrende Relling i
»Vildanden», firskaaren og brutal, med
Spi-ritusaanden og Tobaksrøgen, fra Nætternes
Sold med Molvik, endnu hængende i
^Øjenkrogene, med en fræk rød Næse mellem
strittende og allerede graanet Overskæg —
Livet har slidt på ham og sat sine dybe
Furer — og han splitter med sin skærende
Stemmeklang alle Hjalmars Fantasier, saa
de krymper sig sammen til det rene Intet.
Hensynsløst og uden Naade vender han
Vrangen ud af Gregers’ ideale Fantasier —
han ser kun Løgnen, der skal forskønne
Livet for en stakkels Sværmer og skænke
ham det Mod, uden hvilket han vilde falde
sammen som en Klud.
Og alligevel er der et Lyspunkt i denne
forstokkede Samfundsdoktors luv — Barnet
— Barnet som de værs’ god skal lade være
i Fred og holde udenfor deres eget
Kludder. Med sit Lægeblik ser han, at hun er
i den farlige Alder — »hendes Stemme er
i Overgang». Alligevel sker Ulykken, men
end ikke hendes Død vil, som Gregers
troer, vække det storladne til Live i
Hjalmars Sjæl. Nej, inden Blomsterne er visne
paa lille Hedvigs Grav, vil Hjalmar
deklamere højt om det Faderhjærtet for tidlig
fravristede Børn.
Kom derfor ikke med ideale Fordringer
til Doktor Relling! Saaledes som Mantzius
spiller Rollen, skulde man tro, at Ibsen
havde skrevet den specielt for ham — den
fineste Kompliment, der vel kan siges
Kunstneren. Han udførte den allerede ved
Stykkets Fremkomst i 1885, og ved at følge
hans Præstations Væxt gennem Aarene, til
han i Fru Hennings’ Afskedssæson i Fjor
foreløbig spillede den sidste Gang, har man
været Vidne til, hvorledes en Skitse —
rigtig anlagt, men endnu lidt famlende
gennemført ■— er bleven præget om til et
fuldtlødigt Kunstværk. Mantzius’ Relling
hypnotiserer og suggestionerer Tilskueren —
han er selve Livsprincippet i dets
Ubønhørlighed, Livet, hvis stivnede Læber kun
sjældent fortrækker sig til et Smil, som ikke
har Barmhjærtighed med Menneskene, men
ser lige igennem dem, ser, hvorledes
Egoisme og indbilsk Selvglæde er den
egentlige Drivfjeder til alle deres Handlinger. En
enkelt halvforstyrret Idealist formaar ikke at
forandre noget i dette Forhold. Man
hænger ved denne Doktors Læber, man følger
aandeløst de bitre og skærende Ord,
Digteren har lagt i hans Mund, man ægges til
Modsigelse, man vil tale med, afbryde,
indvende. Skuespilkunsten fejrer sin største
Triumf— den at fremkalde komplet Illusion.
Relling er absolut Mantzius’ myndigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
