Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Minnicoy. Af C. M. Norman-Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
minnicoy
425
om han kan gætte noget Ønske før jeg
får det udtalt —
Bliv stående, Ah-tjen! og lad mig tale
til dig, som jeg ved, kun vil svare mig
med uforståelige Grynt, ligesom jeg vilde
tale til Skibskatten eller til hvilken
anden umælende Skabning der var
kommen til mig som du, lydløst hen over
Dækket, og nu så på mig med det Blik
i dine sorte Mandelöjne, som jeg jo har
Lov at tyde sådan: at det betyder tavs
Hengivenhed, så længe denne Rejse varer
— hvordan skal jeg gøre begribeligt
for dig Ah-tjen, hvad der er i mine
Tanker nu?
Ser du — i de Farvande, hvor du
hører hjemme, der hænder det, at
Sörö-vere ligger på Lur i deres Djunker, klar
til at borde, hvad fremmed Skib de tror
at kunne overmande — sådan, Ah-tjen,
har glemte Minder, der hørte hjemme
fjærnt herfra, i koldt og vinterligt Land,
de har ligget på Lur derinde på
Koral-öens Sandstrand, de har bordet den
Sejler, vi mødte just nu, og fra den har
de grebet fat i mit Sind med et Tag,
de ikke vil slippe. Deres Tag gør ondt,
Ah-tjen, for fremmest mellem dem er
Tanker om alt det, som er tabt —
både det, jeg frivillig har kastet fra mig,
og det, som er vristet ud af mine
Hænder — alt det, jeg troede, lå sænket
dybt ned under Havets Kant, det dukker
frem igen her ved Milestenen i Sydens
tavse Hav — her. hvor jeg troede, jeg
var ude på selve Glemselens Hav —
Forstår du mig, Ah-tjen! du med
de dybe sorte Mandeløj ne i det bløde
Kvindeansigt og med dit evige
uudgrundelige Smil, der ser ud, som om du
gemte Perler af Østens Visdom under
det — forstår du mig? Å nej, Ah-tjen,
det er næppe Langfart over Glemselens
Hav, dit Sind stunder til — snarere
længes du hjem til din lille Porcellæns
dukke derhjemme i Hai-nan, og til
den Dag, da du skal se dine Venner og
Kendinge komme gennem Rismarken og
bænke sig om din Hyttes blåmalede
Stolper for at høre dig fortælle om,
hvad du har set og oplevet på dine
Rejser hinsides de store Have. Det
glæder du dig til, og jeg under dig den
Glæde — men hvor længe tror du, dine
Venner vil høre dig fortælle, inden deres
høflige Velkomstsmil slappes? De vil
jo dog ikke forstå dig, både de og din
liljefodede Kvinde vil ryste på Hovedet
og kalde dig en månesyg Månd; og snart
vil du få at føie, Ah-tjen, at under al
deres godmodige Venlighed skjules der
megen sejglivet Ondskab, og du vil få
at se, hvor Mistro gror op omkring dig
som vilde Tidsler på Strandbredden.
Og du vil stå hjælpelos overfor deres
Spot, for jeg kender dig jo, Ah-tjen!
jeg ved jo, hvorledes du kommer til at
vende hjem til din Landsby! Jeg ved
jo, at du kan ikke stå imod — du falder
uhjælpelig ind på Vejen, hvor din
olje-glinsende Landsmand Ah-fong sidder på
Hug i sin måtteklædte Spillehytte —
hos ham sætter du al din surterhvervede
Kobber-Cash ind på de fire Riskorns Spil.
Og ikke sandt, Ah-tjen — når du da
vender tomhændet hjem, har dine
Venner da ikke Ret til at håne dig for din
Udfærd?
Du troede vel, Ah-tjen, når du kom
hjem og havde set og lært så meget,
som de andre, der var blevne hjemme,
intet kendte til — at du da havde
samlet en Skat at give af, selv om alt dit
Sølv og dit Kobber var blevet i Ah-fongs
Spillehytte ved Landevejen? Men dine
Øjne vil blive opladte, når du finder dig
selv siddende ene og forladt af alle —
når du sidder ensom mellem den tomme
Hyttes Stolper og fletter din Pisk og
ser ud over det solbeskinnede Hai-nan,
de utallige små Rismarkers
gudsvelsig-nede Land — Ydmygheds og Tilfreds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
