Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Dansk Dramatik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i68
CARL BEHRENS
Fot. Fred. Riise.
OTTO RUNG.
Læseren som Fru Alving med Pastor
Man-ders’ Lærdomme: da man undersøgte dem
nærmere, viste det sig kun at være
Ma-skinsøm.
Modsætningen er overvældende, naar man
efter Karen Bramsons mondæne Husflid,
der udgiver sig for Statsklogskab og
Ver-densvisdom, stifter Bekendtskab med Otto
Rungs Skuespil Broen. Det er den
lige-saa talentfulde som originale Forfatters
hidtil eneste Forsøg paa Dramaets Omraade.
Han er ellers kun kendt som en moderne,
følsom Novellist, der med Forkærlighed
skildrer Tidens neurasteniske Mennesker
og studerer det vibrerende, overforfinede
moderne Følelsesliv. Særlig en saadan
Bog som »Den hvide Yacht» indtager en
høj Rang i moderne dansk Litteratur. Og
Otto Rung er ydermere bleven et af de
nordiske Navne, der har väkt
Opmærksomhed i Tyskland — han anslaar nye
Akkorder, vil ikke gøre den gamle Saga om igen.
Saa meget mærkeligere er det, at hans
Skuespil netop ikke er præget af Forsøget
paa at bryde med de overleverede Former
eller at udfordre den sceniske Konvention.
Det er tvertimod et meget regelret
Skuespil, og det er egentlig kun i den unge
Piges Personlighed, at Rung tegner en af
de overkultiverede Pragtblomster, han i sine
Romaner med Forkærlighed har udvalgt
sig som Öfre for sin gennemborende
Psykologi.
Men forøvrigt er det typisk for Rung,
at et Ingeniørproblem er den Tap, om
hvilken hans Skuespil drejer sig. De
moderne Maskiner og Opfindelser, Flyvernes
Kamp med Verdensrummets Farer er altid
Emner, han med Forkærlighed vælger. I
»Broen» har han tænkt paa den frygtelige
Jærnbaneulykke, der indtraf i Skotland for
henved en Menneskealder siden, da en
Hængebro brast under et frembrusende
11-tog, og dette redningsløst styrtede i
Floden. Fra denne grufulde Virkelighed
henter Rungs Skuespil netop sin gribende og
betagende sidste Akt, som navnlig ikke vil
glemmes, hvis man har set det spille.
Scenen, hvor Broens syngende Tone under
Iltogets Hjul høres for pludselig brat at
standse som det haandgribelige Bevis paa
den indtrufne Katastrofe, viser, at Rung
trods ait dog er Dramatiker. Tungt og
besværligt har »Broen» arbejdet sig frem
fra Akt til Akt, indtil dette Optrin paa en
Gång vækker vor Forventning og vor
Rædsel. Saa perfektibel er Rung, saa nøje har
han allerede studeret den menneskelige
Psyke, at han muligvis alligevel en Dag
vil skyde den omstændelige Udvikling og
Forklaring, som er Romanens, til Side og
blive en Behersker af Scenens Love.
Lærerig har sikkert Opførelsen af »Broen»
under alle Omstændigheder været for ham.
Den aabenbarede paa en Gång saa
skaan-selsløst, som kun Teatret kan det,
Stykkets-Mangler — og dets Fortrin.
Interessant er »Broen» i nordisk
Dramatik især derigennem, at det her betegner
samme Forsøg, som vi nu atter og atter
har mødt paa tysk, engelsk og fransk Grund,
paa at føre den moderne Maskintidsalder
frem i scenisk Lys. Intetsteds er Forsøget
helt lykkedes — Gravemaskiner som i
»Broen» er tunge Apparater at bringe ind
paa Skuepladsen. Men hvem ved, om
Rung ikke i en af sine næste Romaner
skriver Bogen om det Opfindelsernes
Aar-hundrede, vi lever i, netop en
Opfindelsernes Bog, som han med sin livfulde
Fantasi og virkelighedsbestemte Væsen maatte
kunne skabe som ingen anden ung og
ævnerig dansk Forfatter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
